Billede beskrivelse

Klippekort til små fornøjelser

Beboere og personale på Mariagerfjords plejecentre synes godt om klippekortsordning

04. januar 2018 kl. 06.00

Plejehjemsbeboere i Mariagerfjord Kommune har taget godt imod den klippekortsordning, som blev søsat i starten af 2012, og som på forsøgsniveau skal løbe i to år.

Formålet med ordningen er, at ældre borgere, der flytter på plejehjem, fortsat har en oplevelse af, at de er herre over eget liv.

Derfor kan de bruge klippekortet til aktiviteter, som kan give dem en følelse af bedre livskvalitet.

I Mariagerfjord Kommune har 313 plejehjemsbeboere ud af 361 gjort brug af tilbuddet en eller flere gange.

Det viser en statusrapport, som kommunen har sendt til Sundheds- og Ældreministeriet, der på landsplan har afsat 380 millioner om året til projektet.

Klippekortet kan bruges til både indeliv og udeliv.

Af rapporten fremgår, at klip på udelivs-kortet blandt andet er brugt til en køretur med veterantoget, fisketur og restaurantbesøg.

Inde er klippekortet vekslet til alt fra kortspil til håndbad og massage.

Selvom ordningen har været flittigt benyttet, er der blot brugt 30 procent af de knap 2,8 millioner kroner, som kommunen har til rådighed i år.

Det skyldes blandt andet, at pengene først kunne bruges fra 1. april.

På kommunens plejecentre har ordningen skabt begejstring blandt både ledere, personale, beboere og pårørende.

Herunder hos Charlotte Pil, leder af plejecentrene De Gamles Gård og Fjordvang.

Hun oplever, at det har skabt mere liv på de to plejecentre.

- Flere af de pårørende har fortalt mig, at de også får det samme indtryk, siger hun.

På de to plejecentre er ordningen blevet brugt flittigt, og en af de mere mindeværdige ture for beboerne var til Mariager Havn, da Dronning Margrethe var på besøg i sommer.

Næsten alle beboere fra Fjordvang og godt halvdelen af beboerne på De Gamles Gård var afsted.

- Vi fik placeret alle i første række. De fik hver især et personligt håndtryk af dronningen, husker Charlotte Pil.

Samtidig havde dagen en afsmittende effekt, da det viste sig, at en af beboerne i sine yngre dage havde bygget en model af kongeskibet, som han donerede til Fjordvang.

- Vi holdt en fernisering, hvor han fik lejlighed til at fortælle om, hvordan han havde bygget skibet. Det havde sådan set ikke noget med ordningen at gøre, men det var en afledt effekt af vores tur, tilføjer Charlotte Pil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste