Kirkevold og van der Vaart strålede
Hobro dominerede i 45 minutter mod FC Midtjylland
IKAST: Hobro IK spillede fredag eftermiddag holdets første testkamp frem mod superligaforåret. På udebane mod FC Midtjylland i indendørsarenaen Stadome blev det 2-2 mod topholdet.
Hobro dominerede stort i første halvleg, hvor især Pål Alexander Kirkevold strålede. Topscoreren rev sig i det otte minut fri i venstre side af feltet, og herfra knaldede han kuglen over i det modsatte målhjørne til 1-0.
Siden havde Hobro flere andre gode muligheder til blandt andre Emmanuel Sabbi og Frans Putros, og det blev fortjent 2-0 i det 35. minut.
Igen var Kirkevold involveret, da han stjal bolden fra en FCM-forsvarer og spillede på tværs til Wilfried Domoraud, der kunne trille bolden i et tomt net.
I pausen skiftede begge hold flittigt, og her overtog Midtjylland totalt spillet. Alexander Sørloth og Paul Onuachu kom ind og var med til at sætte større pres på Hobro.
Rafael van der Vaart kom også i aktion hos midtjyderne, og han gjorde i den sidste ende ondt på Hobro. I det 75. minut sparkede han et frispark, som tvang Jesper Rask til at give en returbold til Babajide David, der reducerede til 2-1.
Og i overtiden gjorde van der Vaart det hele selv, da han krøllede et frispark op i krogen til slutresultatet 2-2.