Billede beskrivelse

Kinorevuen vil charme sig til flere venner

Medlemstallet i Kinorevuens Venner i Skørping er efterhånden dalet fra over 300 til 130. På den baggrund iværksætter biografen nu en større hvervekampagne

25. september 2019 kl. 15.45

SKØRPING: Det går generelt godt for Kinorevuen, men medlemstallet daler i Kinorevuens Venner, så nu søsætter foreningen en hvervekampagne for at forhindre, at biografens folkelige fundament smuldrer.

I november 2020 er det 25 år siden, at Kinorevuen blev etableret som foreningsdrevet biograf i Skørping.

Dengang gjaldt det biografens overlevelse. Biografdøden hærgede, billetsalget svandt ind, driften var ikke længere til at leve af, og der var ikke råd til investeringer i den teknik og komfort, som var en forudsætning for at bevare antallet af gæster.

I de store byer opkøbte et par store koncerner langt de fleste biografer, men rundt om i de mindre byer var de lokale borgere ikke parate til at opgive deres lokale biografer. Det blev starten på de små foreningsdrevne biografer, som stadig spiller film i hele landet.

Også i Skørping var opbakningen stor, da foreningen Kinorevuens Venner blev dannet i 1995 med flere end 300 medlemmer.

I dag har Kinorevuen det på alle måder godt. Den er velorganiseret med en engageret bestyrelse, en lønnet daglig leder og et stort korps af frivillige, der løfter den daglige drift i cafe og operatørrum. Kinorevuen har gæster fra hele kommunen og i alle aldre, og der kommer jævnligt gæster langvejs fra for at se en forestilling.

Sidste år rundede billetsalget 20.000 billetter, hvilket er ganske imponerende i en by med 3000 indbyggere.

Men der er en lille gnavende orm i æblet: De oprindelige 300 medlemmer af foreningen er faldet til 130, og det kan blive et problem.

Fundamentet for Kinorevuen er netop foreningen og dens medlemmers engagement i den lokale biograf, og falder dette folkelige grundlag væk, så falder biografen på sigt også væk, advarer biografens daglige leder Flemming Bo Jensen.

Derfor søsætter bestyrelsen her i efteråret en hvervekampagne, så Kinorevuen forhåbentlig kan byde velkommen til endnu flere venner ved generalforsamlingen i jubilæumsåret 2020.

I de første år var medlemmernes kontingent en vigtigt pude under den særdeles usikre økonomi i Kinorevuen.

Sådan er det heldigvis ikke mere, og derfor kommer den forestående kampagne også snarere til at handle om de fordele og muligheder, man får som medlem af Kinorevuens Venner.

Rent økonomisk er udgiften til kontingent hurtigt tjent hjem. Man er allerede godt på vej ved blot at deltage i den kulinarisk og filmisk oplevelsesrige generalforsamling.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste