Kendt og skattet duo på programmet
Søndag 24. juni har Vildmosekoncerter i Dokkedal en kendt og skattet duo på programmet. Pianisten Amalie Malling og cellisten Morten Zeuten spiller musik af P. Heise, F. Schubert og E. Grieg. For mange er det måske en ligegyldig oplysning, mens andre vil skynde sig at få billet til dagen.
Man kender samme reaktionsmønster omkring både musikscenen og film eller drama. Den musik, eller film, som man elsker, vil man gerne genopleve. Hvis et af de store internationale navne nærmer sig et dansk spillested, er 5 - 6.000 billetter solgt på kort tid, og når DR for 5., 6. eller 7. gang genudsender Matador, sætter man sig godt tilrette for igen at se når overlærer Andersen ikke dør på terrassen, eller når Maude viser mandsmod og kører hr. Stein i sikkerhed.
Både Malling og Zeuten har i mere end 40 år spillet sig ind i hjerterne hos et stort publikum overalt i Verden. Vi har mødt dem som solister og hørt dem i samspil lige fra duoen til symfoniorkestre for fuld styrke. Selv om man nu kan gå på nettet og finde al mulig musik og lagre den på sin smartphone, er der alligevel mange, som glæder sig over, at de kan sætte en CD på og høre yndlingsstykket næsten så autentisk som ved en live oplevelse. - Men også kun næsten, for i live formen er alt til åbent skue. Ud over tonerne får man også et glimt af kunstnerens intensitet, en fantastisk præcision, måske en svedig pande, og oftest en mimik fyldt af glæde. Så uanset om det er Malling - Zeuten eller andre musikere er der altid en forventningsglæde ved at gå til koncert.
Søndag byder på endnu en genoplevelse, for traditionen tro skal man synge midsommervise anført af dagens ensemble, når vi er tæt på Sct. Hans.