Kanalområdet i Hadsund
Borgernes vision for kanalområdets udvikling ved Trafikhavnen i Hadsund
Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune besluttede 2. november 2016 at igangsætte et strategiarbejde for Hadsund, som opfølgning på planstrategien "Med byerne forrest".
Parallelt hermed skulle arbejdet afstedkomme konkrete anbefalinger til den fremadrettede anvendelse af området ved kanalen i Hadsund. Økonomiudvalget understregede, at disse anbefalinger skulle tage udgangspunkt i, at dele af arealet skal kunne sælges med henblik på bebyggelse.
Kommunaldirektøren indstillede til Byrådet på deres møde 21. december: - At Udviklingsstrategien godkendes og danner grundlag for byudviklingsplanen og at Design- og Værdimanualen og det videre arbejde med udvikling af området omkring kanalen oversendes til Udvalget for Teknik og Miljø.
Mariagerfjord Byråd godkendte på mødet 21. december værdi- og kvalitetsmanual for Kanalområdet.
Vi har kikket rådet over skulderen og bringer her de første 3 punkter fra manualen, der indeholder 6 punkter: Borgernes vision for kanalområdets udvikling, Vision, Mål, Indsatser, Anbefalinger og bilag fra workshop.
Punkt 1: Borgernes manual for for kanalområdets udvikling
Denne værdi- og kvalitetsmanual for kanalområdet i Hadsund er det første resultat af en række af tre workshop, hvor Mariagerfjord Kommune har inviteret Hadsunds borgere og interessenter med i arbejdet med Hadsunds udvikling.
De godt 100 fremmødte på den første workshop blev bedt om at drøfte de særlige kvaliteter og værdier i kanalområdet, så det potentiale, som området udgør for Hadsunds udvikling, kan blive identificeret og være styrende for udviklingen af området. Kanalområdet både kan og skal være løftestang for hele byens udvikling.
Ud over, at kanalområdet har været i fokus på den første workshop, har processen drejet sig om hele Hadsunds identitet og udvikling. Visionen og idéerne til udvikling af kanalområdet er dermed både diskuteret og beskrevet i kontekst af hele byen. Og det har været et fokus for drøftelserne at identificere, hvordan udviklingen af kanalområdet kan bidrage bedst muligt til at løfte og positionere Hadsunds styrker og identitet.
Det er et gennemgående ønske hos workshopdeltagerne, at kanalen bliver et vigtigt samlingssted i byen. Et sted, hvor man mødes på tværs af alder og interesser. Et sted, som byen er fælles om. Kanalområdet skal planlægges med plads til byliv, både det formelle som cafe, restauranter og foreningsfaciliteter, samt det uformelle som legeplads, udendørsmotion og områder til færdsel, ophold og uplanlagte aktiviteter. Kanalområdet skal tænkes sammen med den omgivende by og natur med et fokus på gode forbindelser og stiruter langs fjorden for alle målgrupper.
Værdi- og kvalitetsmanualen tager udgangspunkt i input fra workshoppen - men struktureret under en række overskrifter, temaer og handlinger, som er formuleret efterfølgende med grundlag i de to første workshops. Som sådan er det tilstræbt, at værdi- og kvalitetsmanualen er udtryk for byens og borgernes vision for området. Det betyder også, at ikke alle idéer og forslag umiddelbart kan realiseres men kræver yderligere undersøgelser. Det indgår i anbefalingerne sidst i manualen.
Manualen indeholder foruden vision og målsætninger også konkrete anbefalinger til kanalområdets fremtidige udvikling. Som sådan er det meningen, at manualen kan konkretiseres i en ny lokalplan for området, samt at den kan danne grundlag for en løbende drøftelse af den præcise udmøntning af de værdier og kvaliteter, som skal kendetegne kanalområdet i fremtiden.
Manualen er på 22 sider og kan også læses på kommunens hjemmeside.
Punkt 2: VISION
Visionen for kanalområdet er formuleret som en sammenfatning af nøgleudsagn fra byens borgere, institutioner, foreninger og erhvervsdrivende:
Kanalområdet skal være en samlende og aktiv destination for fjordoplevelser og byliv i Hadsund. Kanalområdet skal favne byens landskabelige, bymæssige og sociale kvaliteter og skal kunne samle byen på tværs af alle målgrupper.
Punkt 3: MÅL
De værdier og kvaliteter, der skal fungere som overordnet rettesnor for udviklingen af kanalområdet, er formuleret som tre mål.
De tre mål fungerer, som ramme om de mere konkrete indsatser og delmål, som beskrives på de følgende sider:
• Vi vil samle bylivsaktiviteter omkring kanalen - både de formelle og de uformelle.
• Vi vil koble Hadsunds landskabelige og bymæssige kvaliteter tæt sammen i kanalområdet, som ramme for sociale bylivsaktiviteter i Hadsund.
• Vi vil forbedre adgangen til kanalområdet og fjorden for alle.
Udviklingsstrategi for Hadsund
Byrådet skulle også tage stilling til en plan for "Udviklingsstrategi, Hadsund, december 2017.
"Udviklingsstrategi for Hadsund" er en del af strategiplanen: Med byerne forrest - der skal sætte gang i kommunens byer hvor Hadsunds succes skal frem i rampelyset. Planen er på 36 sider og kan ligeledes læses på kommunens hjemmeside.