Julehygge på dyreklinik
Skørping Dyreklinik inviterede i starten af december hunde og katte til at komme ind og aflevere en julesok
SKØRPING: Det behøver ikke kun være børn og barnlige sjæle, der bliver forkælet lidt ekstra her op til jul. Hos Skørping Dyreklinik inviterede de i starten af december hunde og katte til at komme ind og aflevere en julesok, som så er blevet fyldt med lidt godbidder og legeting i løbet af måneden.
- Det er blevet en hyggelig tradition, hvor dyrene - ledsaget af deres ejer - kommer ind og afleverer en julesok til os i starten af december. Så kommer vores kliniknisse lidt julegodter i sokken i løbet af måneden, fortæller Gry Rauff Mikkelsen, indehaver af Skørping Dyreklinik.
- Det har været en succes, som mere end 70 hunde og katte har benyttet sig af i år, og mange har gjort meget ud af det med hjemmestrikkede sokker med dyrets navn eller med billede på.
- Det har været rigtigt hyggeligt, og sokkerne har været med til at skabe den helt rigtige julestemning på klinikken, slutter Gry.