Judi nyder tilværelsen i Hobro
Kurdiske Judi Hassan flygtede fra Syrien, fik hustruen hertil og driver egen frisørsalon i Adelgade 53
Om han nogen sinde vender tilbage til sit hjemland - Syrien - tvivler Judi Hassan noget på.
Den 32-årige frisøruddannede kurder har det seneste års tid drevet salon i Adelgade 53 - Frisør Judi - og han stortrives i Hobro.
- Dejlig by, flinke mennesker og kun fem minutter at gå fra min bolig til arbejdet.
- Og 90 procent af mine førstegangs kunder, som stort set alle er danskere, kommer tilbage for at blive klippet hos mig.
- Jo, jeg er meget glad for at bo i Hobro.
Det er to år og ni måneder siden, han flygtede fra "Kurdistan", som han ynder at kalde sit gamle hjemland.
Siden fik han opholdstilladelse i Danmark.
Judi kommer fra storbyen Kamisli tæt på den tyrkiske grænse.
"Kurdistan" som nation eksisterer kun som håb hos mange kurder i de fortrinsvis kurdisk beboede områder i grænseregionen mellem Tyrkiet, Irak, Iran, Syrien og Armenien.
Ingen af disse nationer ser med milde øjne på et samlet "Kurdistan".
I Tyrkiet er det kurdiske sprog forbudt at tale, og i Irak udryddede daværende Saddam Hussein en hel landsby med brug af giftgas.
I Syrien deltager kurdiske militser i borgerkrigen og kæmper både mod "Islamisk Stat" (Isis) og det syriske styre under Bashar al-Assad.
- Da Isis kom til Syrien, besluttede jeg at flygte.
- Assad hvervede krigere til sin hær, og jeg skulle i hvert fald ikke ud at slås.
- Det ville meget sandsynligt være sket, hvis jeg var blevet i Kamisli, fordi Assad ofte samler tilfældige mænd op til sin hær, forklarer Judi Hassan.
Engang boede der en halv million indbyggere i hjembyen.
Men han skønner, at et par hundrede tusinde i lighed med ham selv er flygtet fra Kamisli.
Vejen mod Danmark gik via Tyrkiet.
Efter ophold i Sandholmlejren kom han til Randers, hvor han i et års tid arbejdede hos en frisør.
Så flyttede Judi til Hobro.
Til sin store lettelse fik han for godt halvandet år siden sin nu 24-årige hustru - Chirin Haji - til Danmark.
Sammen venter de to deres første barn.
- Jeg vil gerne være læge og håber at blive optaget på universitetet i Aalborg. Begge mine forældre er farmaceuter, forklarer Chirin, som til efteråret er færdig på sprogskole.
Hun arbejder som praktikant i gemalens salon, men har altså ikke selv planer om at blive frisør.
Hjemme i Syrien lærte Judi Hassan både at klippe mænd og kvinder.
Kun førstnævnte nyder i sagens natur gavn af hans speciale - at trimme og formklippe skæg.
- Kort eller langt skæg - jeg er rigtig dygtig til at skære det præcis, som man ønsker det, anbefaler Judi og viser stolt rundt i sin lille salon.
Og han glæder sig over sin tilværelse i Hobro.