Jørn Frank takker af efter 33 år på Mejlby Efterskole
33 år må være nok, synes viceforstander på Mejlby Efterskole Jørn Frank, Lillearden.
Han gik forleden på efterløn i en alder af 63 år.
- Skolen kører rigtig godt med fuld belægning og gang i spændende projekter som nybyggeri af elevfløje.
- Så for mig er det et godt tidspunkt at stoppe og prøve noget andet i livet som efterlønner.
- Men helt sikkert er det underligt at sige farvel. Jeg har jo tilbragt en stor del af mit arbejdsliv som lærer på Mejlby Efterskole, reflekterer Jørn Frank.
Privat bor han i et ældre hus i Lillearden, som han nu forventer at få bedre tid til at vedligeholde i lighed med familiens sommerhus.
Ægteparret har fem døtre og snart fem børnebørn.
En af døtrene er på vej til at bosætte sig i San Francisco i USA sammen med sin mand.
- Engang til efteråret planlægger vi at besøge dem og holde en længere ferie på tre uger i det vestlige USA, forventer han.
Jørn Frank er oprindelig håndværksuddannet som elektriker, inden han sidst i 1970’erne begyndte på lærerseminariet i Aarhus.
- Jeg er opvokset i Hobro, og fik som færdigudannet lærer årsvikariat på først Rosendalskolen og siden Søndre Skole i Hobro.
- Men fastansættelse var ikke muligt på det tidspunkt, og da jobbet som lærer på Mejlby Efterskole blev slået op, søgte jeg og fik det, beretter Jørn Frank.
Undervisning på efterskoler i firserne havde megen fokus på praktisk arbejde, og Jørn Frank kunne derfor bidrage med sin håndværksmæssige viden.
De seneste 17 år har han været Mejlby Efterskoles viceforstander - et job, som afdelingsleder Torben Jacobsen nu overtager.
Under to forstanderes sygdom vikarierede Jørn Frank på chefjobbet.
- Det har altid ligget i kortene, at en forstander skal bo på efterskolen, og jeg har ikke haft et ønske om at flytte fra vores ældre hus i Lillearden, understreger han.
Som en af de første efterskoler for ordblinde i Danmark indtog Mejlby Efterskole i 1979 den nedlagte folkeskole i landsbyen.
Skolen melder fuldt hus med 105 elever til start efter sommerferien.