Jazzstævne i Klejtrup holder afslutningskoncert fredag
I denne uge danner Klejtrup Musikefterskole ramme om et jazzstævne for unge, som har titlen Jazzdalen. Det er inspireret er det traditionsrige Summer Session i Vallekilde, og der er fri adgang til afslutningskoncerten fredag 28. juli klokken 19.00 i salen på skolen.
Stævnet samler omkring 60 piger og drenge i alderen 13-17 år fra hele landet og giver dem plads til at spille, lære og hygge sig med andre musikinteresserede på deres egen alder, alt sammen i jazzens tegn.
Stævnet er skabt i et stærkt samarbejde mellem genreorganisationen JazzDanmark og trommeslager Kristoffer Juel, som er initiativtager og også fungerer som stævneleder.
Jazzdalens instruktører tæller bl.a. Mai Berit Guassora, Tobias Dall og Anders Westfall.
Jazzdalen samler ikke kun unge på tværs af landet men også på tværs af køn. JazzDanmark har gennem flere år arbejdet målrettet med at ændre den skæve kønsbalance i den rytmiske musik gennem tiltag som bl.a. JazzCamp for Piger, og på Jazzdalen er der derfor et naturligt fokus på diversitet. Stævnet er nøjagtigt lige repræsenteret af mænd og kvinder blandt både deltagere og instruktører. Projektleder Eva Frost forklarer det således:
- Vi mener, at det er vigtigt, at vi allerede nu tænker på det fremtidige musikmiljø, og hvordan vi kan påvirke det. Det kan vi bl.a. gøre ved, at vi i alle vores initiativer og projekter tænker diversitet ind fra starten. På den måde kan vi være med til at vise deltagerne, hvordan det er at spille med og blive inspireret af musikere af begge køn.
Der er fri adgang til afslutningskoncerten fredag 28. juli, kl.19.00 i salen på skolen.