Indvielse af ny bymidte og engbro

13. juni 2018 kl. 11.18

Flere års arbejde og samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune og foreninger, erhverv og lokale i Øster Hurup samt Realdania, kulminerer fredag 15. juni i en festlig indvielse af byfornyelsen i Øster Hurup - og du er inviteret.

Programmet starter kl. 15.00, hvor pladsen fyldes med mennesker og musik, og udskænkes gratis øl og vand i dagens anledning.

Efter en halv times tid starter den officielle del af indvielsen med taler af bl.a. borgmester, Mogens Jespersen, og efter de officielle taler og fællessang, fortsættes der til engbroen, som ligeledes åbnes officielt ved repræsentant fra Øster Hurup.

Øster Hurup Havn er efterfølgende centrum for forskellige aktiviteter - bl.a. det populære arrangement "Det går Helt i Fisk" med Lille Vildmosecentret, og du kan også prøve kræfter med fjordcykling eller stand-up paddling. På havnen er der som altid god stemning, og i dagens anledning også levende musik.

Øster Hurup Multihus danner ramme om aftenens fest, hvor underholdningen leveres af bl.a. Andreas Bo. Billet til aftenens fest kan købes på www.oesterhurup-multihus.dk/Billetsalg eller på www.visitmariagerfjord.dk, hvor du også kan læse mere om dagens program.

Lidt om projektet:

Projektet er tegnet af arkitektfirmaet Møller og Grønborg, Århus i samarbejde med foreninger, erhverv og borgere i Øster Hurup.

Projektet er støttet af Realdanias kampagne, Stedet Tæller, som støtter udvikling og realisering af i alt 15 projekter i kystbyer i yderområderne.

Projekterne skal forbedre kvaliteten i det fysiske miljø i samspil med kommunale strategier, styrke turismen og gøre kystbyerne bedre at bo i - året rundt.

Nybyg A/S, Hadsund, der vandt entreprisen, har arbejdet hårdt siden første spadestik blev taget at borgmester Mogens Jespersen tilbage i oktober, og nu står bymidten skarpere og mere indbydende end nogensinde før.

Formålet med projektet er, at vende byen 90 grader i forhold til den nuværende hovedakse, landevejen, for at fremhæve væsentlige af byens stedbundne potentialer, stranden og havnen. Ved at give byens centrale rum et kvalitetsløft og binde den bedre sammen for de bløde trafikanter vil projektet gøre byen mere attraktiv for turister og erhvervsliv og samtidig gøre stedet til et mere aktivt sted for byens helårsbeboere.

Også den korte afstand mellem by og vand bliver synliggjort via det nye pejlemærke på pladsen ved bymidten: et 9 meter højt udkigstårn med sigte mod havnen og havet, og via en ensartet belægning på den nye plads i byen, skabes der en sammenhæng til Havnepladsen, som er vejen, der fører til havnen. Efter den store turistsæson, bliver der her etableret en promenade på den nordlige side af vejen i samme belægning, så de bløde trafikanter får bedre forhold.

Ved turistbureauet og de offentlige toiletter, vil promenaden krydse over på sydsiden af vejen, hvor der allerede nu er etableret en "engbro" for fodgængere, så man ledes over strandengsarealet og føres ud ved lystbådehavnen.

Denne er etableret med reference til tidligere adgang til havnen, og vil ligeledes åbne op for mange de mange stier syd for Øster Hurup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste