Ikonisk restaurant lukkede - nu kommer udsigtsgrunden til salg
En af Vesthimmerlands bedste udsigter er sat til salg
HVALPSUND: Sidste sommer lukkede Restaurant Marina på havnen i Hvalpsund, hvor indehaverne af det ikoniske spisested havde sørget for at mætte sultne munde siden 1973.
Nu udbyder Vesthimmerlands Kommune stedet - som er ejet af kommunen - til salg. Kommunen skriver selv i udbudsmaterialet, at det måske er den bedst beliggende grund i hele Hvalpsund, og en af de bedste i hele Vesthimmerland. Og sandt er det da også, at man fra grunden har ugeneret og fri panoramaudsigt over Limfjorden og marina-bådhavnen i Hvalpsund.
Arealet er nu udlagt til tæt lav bebyggelse - med en bebyggelsesprocent for grunden på maksimalt 60 procent. Ligesom det maksimale byggeri må være 6,5 meter .
Lukkede sidste år
Det kendte spisested lukkede for et år siden, hvor den dengang 78-årige indehaver, Peter Jeppesen, valgte at gå på velfortjent pension.
Det sker efter, at han i maj sidste år mistede sin kone Mie Jeppesen, som han havde drevet Marina med siden 1973.
Parret havde en lejekontrakt på 50 år med kommunen.
De indgik aftalen tilbage i april 1973, og den løb dermed til april i år. Men Peter Jeppesen lukkede altså inden.
Bevægende dag
Omkring 450 mennesker mødte for næsten et år siden op, da Peter Jeppesen holdt sidste åbningsdag. De 1600 kvadratmeter lokaler var stuvende fulde - og mange måtte for sent indse, at de kom til at gå forgæves efter stedets hofret: kalvesteg med sovs og kartofler.
Fra nytår faldt stedet tilbage til den oprindelige ejer - Vesthimmerlands Kommune havde købt bygningen og inventaret.
Og nu udbyder kommunen altså stedet til salg.
Uden mindstepris
Arealet udbydes uden mindstepris og tilbuddet kan fremsættes som et projektudbud såfremt køber har mulighed for det, men det er ikke et krav.
Køber overtager både grund og den tidligere ”Hvalpsund Marina”. Bygningen skal nedrives og køber bekoster selv nedrivning og alle udgifter i forbindelse hermed, bl.a. bortskaffelse, byggemodning og fundering.
Vesthimmerlands Kommune har sat budfrist til 16. september kl. 10.