Idrætsfestival i Rosendal
Mere end 200 elever fra 3. klasse på lokale skoler i Hobro deltog tirsdag i Skoleidrættens Forårsfestival, som fandt sted på Rosendal Kraftcenter og i Rosendalhallen.
Her stod elever fra 8. årgang på Rosendalskolen og instruktører fra Volstrup Golfklub bag aktiviteterne, som Dansk Skoleidræt og Nordea-fonden på landsplan er tovholder for.
- Festivalerne giver eleverne en chance for at prøve en række idrætsgrene og opleve det særlige fællesskab, som opstår på sådan en dag, og for lærere og lokale aktører er det en mulighed for at opdage mulighederne i et samarbejde og få skabt nogle konkrete kontakter, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
Opgaverne for eleverne i Rosendal bestod først i, at eleverne blev delt ud på 13 hold på tværs af klasserne. Derefter kom de ud på 13 poster af 10 minutters varighed. Efter middagspausen havde eleverne så mulighed for at vælge sig ind på to sportsgrene, som de kunne bruge en time på.