I tøjbutik ved en tilfældighed
Tang Damekonfektion lukkede lørdag, og torsdag står personalet klar i She Fashion i Adelgade 11
Siden 1964 har Tang Damekonfektion som butik været en del af Hobros strøgliv.
Lørdag sluttede den knap 54 år lange epoke.
Måske tager en ny sin begyndelse på torsdag.
Det kan kun tiden og nyåbnede She Fashion i Adelgade 13 (be)vise.
Den bringer nemlig noget af arvegodset fra Tang Damekonfektion med sig.
Netop det begreb blev skabt, da 23-årige Hanne Bech Tang i marts 1964 åbnede sin oprindelige butik i Adelgade 14.
Hun flyttede op ad gaden i 1975, og 14 år senere blev Tang Damekonfektion så en del af nyåbnede Hobro Bymidte i Adelgade 42.
Her fejrede Hanne Bech Tang i 2004 sit 40 års jubilæum som butiksindehaver.
Siden solgte hun forretningen, og det er den nuværende ejer - Trimar Retail A/S - der hermed lukker ned for navnet Tang Damekonfektion.
Men allerede på torsdag slår personalet fra Adelgade 42 i skikkelse af butikschef Anette Bitch Madsen og butiksmedarbejder Inger Nielsen dørene op for She Fashion i Adelgade 13, hvor TDC i en årrække drev butik.
Målgruppen defineres som 45 til 65-årige kvinder.
Med navneskiftet vil man gerne have flere af målgruppens yngre kunder i tale.
- Vi kommer til at ligge et sted i Adelgade med mere liv - skråt over for Super Brugsen og tættere på nogle af de ældre kunder, der handler hos Tang Damekonfektion, som var en meget velrenommeret butik, forventer Anette Bitsch Madsen.
Tang havde også kunder et godt stykke op i firserne - heriblandt beboere fra plejehjem og deres pårørende.
- Nogle har ikke villet handle i Adelgade 42 med den begrundelse, at "her handler min mormor."
- Men i virkeligheden har butikken jo bare forhandlet gode, velanskrevne tøjmærker, der passer til alle størrelser og former, forklarer Anette Bitch Madsen.
Selv falder både hun og Inger Nielsen aldersmæssigt inden for She Fashion’s målgruppe.
Begge kan tilmed se tilbage på en kortere periode med vikariater hos Tang Damekonfektion.
Men ingen af de to har en baggrund i tøjbutikker.
Gennem 18 år drev nu 47-årige Anette Bitsch Madsen egen butik i Randers med "kreative papirvarer", festartikler, skoleartikler og kontorartikler.
- Efter mange år som selvstændig havde jeg lyst til at prøve at holde fri om lørdagen. Det blev til fem år som kædekonsulent for boghandlerbranchen.
- Men det var noget ensomt at sidde alene på et kontor og være tovholder. Jeg savnede den nære kontakten til kunder, siger hun.
Og så rådede tilfældighedernes spil ellers for Anette Bitsch Madsen.
Over Facebook tippede en veninde i august i fjor, at Tang her og nu havde brug for en ferievikar.
Hun henvendte sig og blev hængende. Nu kan vikaren kalde sig butikschef.
Tøj ved en tilfældighed.
Det gælder også for 59-årige Inger Nielsen - ligeledes med en periode fortid som ferievikar i butikken bag sig.
Før da havde hun 27 gode år som sygehjælper på Hobro Alderdomshjem.
Så stod ryggen af. Den havde nået at tage for mange af de tunge løft, inden nutidens hydrauliske hjælpemidler slog igennem i plejesektoren.
Over nogle år blev Inger Nielsen omskolet til "fleksibel frontmedarbejder".
Hun vendte tilbage til Tang i november.
Som kunde havde hun besøgt butikken, som netop da skulle til at søge medarbejder.
De to kvinder faldt godt i spænd med hinanden. Nu står de sammen på tærsklen til She Fashion.
Duoen vil afprøve forskellige ideer til at involvere kunderne i små intime arrangementer - modeshows, temaaftener med fokus på kvindekroppen og lignende.
- Vi er fulde af gåpåmod og har allerede fået mange positive tilkendegivelser.
- Vi glæder os, lyder det samstemmende.