Hvilsom plejer spisefællesskabet
Selv om man som landsby mister sin købmand, behøver man ikke at gå i sort.
Det er Hvilsom et godt eksempel på.
- Hvilsom er en by med et godt fællesskab, og det viser sig i mange sammenhænge.
Vi har mistet vores købmand, og det gør, at folk mangler den daglige kontakt. Men det opvejes lidt med de arrangementer, vi holder i Hvilsom Kulturhus, fortæller husets formand, Heidi Sørensen.
En mandag for nylig mødtes eksempelvis ikke færre end 135 borgere fra by og opland til fællesspisning i Hvilsom Kulturhus.
- Skønt at se så mange mennesker, og vi havde næsten fuldt hus, kvitterer Heidi Sørensen.
Bestyrelsen i Hvilsom Kulturhus holder fællesspisning hver anden måned, og den begivenhed er altid godt besøgt af som regel små 100 deltagere i alle aldre.
Denne gang var der altså 35 (procent) flere end normalt.
- Maden laver vi selv og med hjælp fra frivillige i byen. Efter maden drikker vi kaffe og spiser kage, som medbringes af frivillige.
Og vi får altid stor ros for maden, som koster 50 krone inklusive kaffe og kage, uddyber Heidi Sørensen.
Øl, vand og vin sælges.
Efter maden leger børnene og forældre og bedsteforældre får snakket. Alle kender (næsten) alle, og tilflyttere modtages med åbne arme.
- Og der er næsten altid en plads i en forening, så man kan lære nye at kende, inviterer Heidi Sørensen, formand for Hvilsom Kulturhus.