Hør om manden bag Cimbrertyr
REBILD: Det var billedhuggeren Anders Bundgaard, som skabte Aalborgs vartegn, Cimbrertyren. Skulpturen, som inden for de seneste måneder både er blevet kopieret til stadion, har fået sit stjålne sværd tilbage og senest i kopiform er blevet afbrændt i forbindelse med årets karneval.
Men Bundgaard skabte også andre værker til Aalborg, ligesom han havde en stor tilknytning til byen i forbindelse med afholdelsen af Nordjysk Udstilling i 1933. Det var den udstilling, hvortil Aalborgs andet vartegn, Aalborgtårnet, blev skabt.
Man kan høre meget mere om kunstneren Anders Bundgaard samt historien om Cimbrertyren onsdag 14. juni kl. 19 i Rebildcentret, når Bundgaard-eksperten Lars Rigborg fortæller historien om den fattige himmerlandske bondeknøs, der blev til en international anerkendt kunstner.
Helt ekstraordinært holder Rebildcentret også Bundgaards underjordiske skulpturmuseum i Thingbæk Kalkminer åben denne sommeraften fra kl. 20 til 21.30.
Foredraget er gratis, når du har købt almindelig entrébillet til Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer.