Højskolebio i Skørping med skæve eksistenser
Højskolebio i Skørping er nu klar til at byde velkommen til tredje sæson i Kinorevuen i Skørping onsdag 4. oktober.
Første film på programmet i denne sæson er den svenske filmsucces "En mand, der hedder Ove" - en fortælling om en helt speciel mand, der er sine naboers værste mareridt.
I filmen kommer vi publikum langsomt under huden på Ove, og kan pludselig se ham med andre øjne.
- Vi har i den nye sæson valgt at sætte fokus på skæve eksistenser. Vi vil vise film om mennesker, der på forskellig vis bryder med omverdenen ved en eller anden afgørende forskel i selvopfattelsen, siger Erling Junker Holst, en af initiativtagerne til Højskolebio,
Efter filmen serveres rødvin og ost, inden der lægges op til samtale og debat om filmen og dens tema.
Samtalen ledes af en ordstyrer, der sikrer, at alle kan få ordet.
- Her kæmper vi ikke om meninger. Alle har ret til deres egne tanker og kan her dele dem med andre. Her lader vi forskellige meninger stå ved siden af hinanden og går berigede hjem, fordi vi hører tanker, vi aldrig selv havde fået, siger initiativtager og sognepræst i Skørping-Fræer Laura Håkansson.
På Kinorevuens hjemmeside kan man læse mere om Højskolebio og se, hvilke film der vises i den nye sæson.