Hobro jagter stadig forstærkninger
Med aftalen med Danny Olsen faldt en vigtig brik på plads, men Hobro IK er stadig ikke færdige med at forstærke sig
FODBOLD: Onsdagens aftale med Danny Olsen bliver ikke sommerens sidste forstærkning af truppen i Hobro IK.
I målet jagter man en reserve for Jesper Rask, og på den offensive del af banen er himmerlændingene også stadig på udkig efter nye spillere.
- Om det lige bliver en eller to markspillere mere, vi skal have, må vi se, men brikkerne begynder så småt at falde på plads. Selv om Jens (sportschef Jens Hammer Sørensen, red.) er på ferie, har han arbejdet rigtig godt, så vi begynder at nærme os det antal, vi skal være. Det er ikke mange spillere, vi mangler, før vi er endeligt på plads, lyder det fra Hobro-træner Thomas Thomasberg.
Thomasberg har tiltænkt nyerhvervelsen Danny Olsen en rolle som kantspiller i Hobros 4-4-2-formation.
- Han er tiltænkt en rolle som en kantspiller, der kan gå ind i banen og udnytte det gode spark, han har. De steder, hvor han har spillet centralt, har de spillet med en tremandsmidtbane. Det kan også være, at vi får brug for at gøre det engang imellem, men som udgangspunkt er han tiltænkt en rolle som kantspiller, siger Thomas Thomasberg.