Hjertestarter på Anemonelunden
Den nye hjertestarter er blevet sat op ved indkørslen til Anemonelunden i udkanten af Terndrup mod Bælum
TERNDRUP: Anemonelunden i Terndrup kan nu også bryste sig af at råde over sin egen hjertestarter.
Hjertestarteren har en lokal indsamlingsgruppe vundet ved en lodtrækning i Hjerteforeningen, og den nye installation blev forleden overrakt til grundejerforeningsformand Michael Huus af en lille delegation fra Hjerteforeningens lokalafdeling i Rebild.
Den nye hjertestarter er blevet sat op ved indkørslen til Anemonelunden i udkanten af Terndrup mod Bælum.
Den er tilgængelig døgnet rundt året rundt.
- Anemonelunden tæller i alt 25 husstande og ligger lige op til 59 nye udstykninger samt ”fuglekvarteret” i Terndrup, fortæller Michael Huus, som er meget taknemmelig for Hjerteforeningens donation.
Med donationen følger også et tilbud om at deltage i Hjerteforeningens 30 minutters Giv Liv kursus, således at beboerne i kvarteret nu har gode muligheder for at øge chancen for at redde liv ved hjertestop.