Billede beskrivelse

Hjælp til nye dyrskueudstillere

16. juni 2017 kl. 06.02

HIMMERLAND: Hvordan bliver man bedste klædt på, hvis det er første gang, at man skal udstille ved det dyrskue?

Det spørgsmål forsøger Agri Nord nu at besvare i samarbejde med Kimbrerskuet og Hobro Dyrskue gennem fem kursusaftener, hvor garvede dyrskuefolk vil øse ud af deres viden for nye udstillere.

- Det er blevet mere og mere showpræget at udstille på dyrskuerne, og vi vil gerne klæde de unge på til opgaven, siger formand for Kimbrerskuet 2017, Ulrik Lund, i en pressemeddelelse.

Det er et kæmpestort arbejde at gøre et kreatur, en hest eller et får klar til dyrskue. Koen skal "fittes", klippes og måske males, hesten skal trænes i mange timer, inden den er show-klar, og fåret skal klippes på den helt rigtige måde.

Derfor er de to skuer gået sammen omkring et nyt tiltag, der henvender sig til nye og urutinerede udstillere.

Der er arrangeret fem kursusaftener; to for udstillere af heste, en for malkekøer, en for får og en for kødkvæg. Her vil eksperter give gode råd til, hvordan dyrene fremvises optimalt.

- Vi har allieret os med nogle af de mest garvede udstillere, som vil øse ud af deres viden, siger Ulrik Lund.

Arrangementet for heste kommer til at foregå hos Aars Hestepraksis, mens det er Steen Skov, Aars, der lægger stald til arrangementet for malkekvæg. Fårenes kursusaften afvikles på Vitskøl Kloster. Ulrik Lund håber også på, at det nye tiltag kan være med til at tiltrække flere nye udstillere.

- Vi har lavet de her arrangementer for at gøre noget for netop de unge, fordi vi håber, at de vil udstille deres dyr på skuerne, siger formanden.

Malkekvæg: Mandag 19. juni kl. 19.00 hos Steen Skov, Aggersundvej 17, 9600 Aars. Heste: Tirsdag 20. juni kl. 19.00 hos Aars Hestepraksis, Svoldrupvej 165, Østrup, 9600 Aars og igen senere på året Får: Onsdag 21. juni kl. 19.00 på Vitskøl Kloster. Kødkvæg: August. Ingen dato fastlagt endnu. Information følger

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste