Hjælp til legeplads og vandrerhjem
En projektgruppe i Øster Hurup ønsker at etablere et vandrerhjem i tilknytning til byens multihus. LAG Himmerland støtter med 340.000 kroner.
Ø. HURUP: Fem himmerlandske projekter får godt 800.000 kroner af LAG Himmerland. Heriblandt en gruppe i Øster Hurup, der vil lave vandrerhjem
I Øster Hurup får en projektgruppe 340.000 kroner til idéen om et vandrerhjem i byens gamle SFO med plads til 16 overnattende gæster
- I dag har folk der cykler forbi Øster Hurup og ønsker at blive et par dage ikke så mange andre muligheder end at overnatte i telt.
- I LAG Himmerland vil vi gerne være med til at løfte Mariagerfjord og Rebild som turist- og besøgsmål, siger koordinator i LAG Himmerland Anne Odgaard Ritman.
Astrup Friskole betænkes med 104.369 kroner til en ny legeplads.
- Den kommer til at være åben for resten af byen, når skolen er lukket. Så selve Astrup By får også meget ud af projektet her, siger Anne Odgaard Ritman.
Det private enmandsfirma Plus Consult i Hobro får 50.000 kroner i støtte til etableringen af en ny type kurser.
Der er tale om kompetenceudviklende kurser for personer med dansk som andetsprog, der ønsker at blive iværksættere i Danmark, men som har brug for hjælp til at komme i gang.
Museum Rebild har fået tilsagn om 80.000 kroner til en ny, midlertidig udstilling om den dansk- amerikanske udvandrerhistorie, som museet samarbejder med Rold Skov Natur- og Kulturcenter om.
Museum Rebild har indsamlet en række effekter og har planer om at lave en amerikansk prærie på et stort græsområde ved Spillemandsmuseet, fortæller Anne Odgaard Ritman.
I alt løber de fem projekter op i 874.369 kroner.
LAG Himmerland har indstillet projekterne til Erhvervsstyrelsen, der forventes at godkende inden for de kommende måneder.
Næste ansøgningsfrist til LAG Himmerland er 12. november i år.