Hestefold bliver atter festivalplads

07. juni 2017 kl. 06.00
Opdateret kl. 11.15

For syvende år i træk er det igen tid for Guldbæk Festival, hvor talentfulde og engagerede unge går på scenen med deres musik i landsbyens hestefold, som forvandler sig til festivalplads under temaet "Fra Rangle til Rock".

Det foregår lørdag 10. juni, hvor mere end 200 børn og unge i år går på scenerne.

Arrangørerne har i år flyttet Scene 2 ud under åben himmel, og herfra vil publikum kunne opleve årets nye event "Mit Band", hvor en række unge sangere inviteres til at stå i front for livebandet Søren & Guldgraverne.

I år har festivalen et samarbejde med Jyske Talenter, som stiller op med både solister, teknik og kompetencer på Scene 2.

Den lokale børnehave og friskole har i samarbejdet med Børns-Møde-Med-Kunsten sammensat årets performance, som følger efter åbningen ved Svenstrup Rytmiske Pigekor.

Under navnet Guldbæk Stjernerne sender festivalen sammen med Rebild Kulturskole 14 lokale musikere på scenen i deres eget begynderband. Udviklingen fortsætter videre op gennem folkeskolealderen til efterskole-, gymnasie- og "garage-rock"-bands.

Sidste års konkurrence blandt de mere erfarne bands blev en succes, som gentages i år. Denne gang med mulighed for at deltage som solist. Fire bands og to solister deltager. I samarbejde med "Skolerne i Oure" kan vinderen se frem til et døgn i lydstudiet og tage hjem med en egenproduceret demo.

Mens der voteres, spiller bandet nordnordnord.

Børn og barnlige sjæle kan også blive underholdt og udfordret på pladsen med gøglerworkshop ved Det Flyvende Kuffertcirkus.

Oticon Fonden har i år givet festivalen mulighed for at tilbyde publikum gratis transport fra Svenstrup Station til Guldbæk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste