Billede beskrivelse

Henrik Dalum går efter en ny tørn som landsformand

26. marts 2018 kl. 13.09

Den nuværende formand for 4H, Henrik Dalum fra Hobro, har valgt at genopstille til organisationens Landsmøde 7. april 2018 på Dalum Landbrugsskole.

Henrik Dalum har været formand siden 2014.

Økonomisk overskud tre år i træk og ny strategi er to punkter ser han tilbage på med tilfredshed, inden han igen stiller op til sit tredje formandsvalg i træk i 4H.

32-årige Henrik Dalum har de seneste fire år kørt Danmark tyndt fra adressen i Hobro for at deltage i møder, dyrskuer og 4H arrangementer for at varetage foreningens interesser bedst muligt.

- Jeg synes, at det er utrolig vigtigt, at 4H har en synlig formand, så derfor deltager jeg i langt størstedelen af de ting, vi som forening bliver inviteret til.

- Det kan være dyrskuetaler, møder med vores samarbejdspartnere i landbruget og ungdomsforeninger som Dansk Ungdoms Fællesråd.

- Jeg tager også gerne selv initiativ til at komme ud på besøg som eksempelvis hos Danmarks Biavlerforening, hvor vi har fået et nyt og spændende samarbejde i gang med, da vi har fælles interesser.

Sådanne samarbejdsaftaler vil jeg gerne lave mange flere af fremover, pointerer Henrik Dalum.

Hos 4H har man en lang tradition med at have foreningskonsulenter ansat til at hjælpe og rådgive de mange frivillige i de lokale 4H klubber. Dygtige konsulenter til at sparre med frivillige bakker Henrik Dalum også op om.

4Hs primære målgruppe er børn fra 7 til 12 år, men 4H har også en meget aktiv gruppe af unge medlemmer mellem 15 og 25 år.

- Vores målgruppe er delt i tre - nemlig børnene, de unge og så de frivillige voksne.

- Vi skal sikre, at der er plads til alle aldersgrupper i vores organisation og sørge for at der er spændende aktiviteter til medlemmer i alle aldre.

- Unge er meget rejselystne, og de vil gerne ud at lære noget om andre kulturer og komme hjem og lære fra sig, pointerer Henrik Dalum.

4H holder sit landsmøde lørdag 7. april på Dalum Landbrugsskole.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste