Billede beskrivelse

Heltemod: Australiere husker Jørgen efter 108 år

I hjembyen blev han ikke regnet for meget. Men han blev krigshelt for en helt usædvanlig bedrift for sit senere hjemland

17. november 2023 kl. 11.01

Selv om det er over 100 år siden, han gjorde sig bemærket, så har Australien ikke glemt Jørgen Christian Jensen fra Løgstør.

Da den australske stat i sidste weekend mindedes dem, der var døde i krigstjeneste for landet, kom der derfor også bud til Løgstør, hvor man deltog i en mindehøjtidelighed for manden, der opnåede den højeste udmærkelse man kan få i britisk krigstjeneste under første verdenskrig. 

I øvrigt som den første, der var født udenfor det britiske Commonwealth; en sammenslutning af 56 stater, der har været britiske kolonier.

Jørgen Christian Jensen modtog Victoriakorset for på bemærkelsesværdig og yderst farlig vis at have erobret en fjendtlig stilling i Frankrig i 1917. 

47 overgav sig

Som korporal fik han fem mænd til at storme med sig under kraftig ild. To blev dræbt, men selv stormede han videre, forbi en fjendtlig håndgranat, der ikke eksploderede, og stillede sig derefter op foran fjenden med en håndgranat i hver hånd. 

Det fik 47 tyske soldater til at overgive sig, og da krigsfangerne senere blev beskudt af australiere, stillede Jørgen Christian Jensen sig op og fik skydningen stoppet.

Den senere krigshelt lev født udenfor ægteskab af en enlig mor, selv om en gårdejer blev udlagt som hans far. Jørgen Christian Jensen blev fisker og siden sømand, og gik i land i Australien i 1914 og blev statsborger for at få bedre muligheder i livet end dem Himmerland tilbød.

Undervejs gennem krigen blev han såret fire gange og døde allerede i 1922, 31 år gammel. Dødsårsagen var lungebetændelse, men han var også alkoholiseret, formentlig mærket af sine oplevelser og ramt af det, der i dag ville kaldes PTSD.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste