Billede beskrivelse

Havneskinnerne bevares - men de flyttes ind midt i terrænet

09. januar 2018 kl. 12.18

Om alt går vel, kan turister og lokale folk næste sommer færdes på en flunkende ny havnepromenade i Hobro.

Det bestemte et flertal i det gamle Mariagerfjord Byråd på dets allersidste møde.

Søndre Kajgade skal shines op for 3,2 millioner kroner.

De gamle jernbaneskinner på Hobro Havn vil i nogenlunde samme omfang som i dag fremdeles være til skue og minde forbipasserende om en tid, hvor "Havnegrisen" huserede på stedet.

Skinnerne bevares fra Cafe K til Den Blå Fisk.

Men de pilles op og flyttes, så de kommer til at ligge i et andet tracé - midt i kørebanen.

Skinnerne monteres på et betondæk. Det sker, så de og belægningen kan holde til tung trafik.

Fodgængere tilgodeses med handicapvenlige stier langs kajen og en del af bygningerne.

Stierne forbindes på tværs af kørebanen. Kommunen vil anlægge disse stier langs bygningerne og kajen på Hobro Havn.

Stierne belægges med granitfliser, hvilket gør dem behageligt at færdes på for handicappede borgere.

Selve de gamle jernbaneskinners hovedspor bevares med stort set samme udstrækning som i dag, dog rykkes de cirka 2,5 meter mod syd.

Pengene til Søndre Kajgade står ikke nogetsteds på budgettet.

Altså må byrådet træde til med en tillægsbevilling, hvis det skal blive til noget.

Direktionen foreslår, at finansieringen skrues sammen med 2,8 mio. kroner af en økonomisk buffer.

De sidste 400.000 kroner tages som et ubrugt beløb på en konto beregnet på tilgængelighed.

A/S Karl Jensen, Hobro, er blevet valgt som entreprenør på opgaven.

Arbejdet forventes at gå i gang i marts 2018 og vil strække sig over fire måneder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste