Hæsblæsende action i bio
Fast & Furious vender tilbage - også på lærredet i Løgstør
LØGSTØR: Ingen kan vist snart længere holde styr på antallet af hæsblæsende actionfilm i Fast & Furious-sagaen.
Fra torsdag i denne uge viser Løgstør Bio den den nyeste Fast & Furious-film: Hobbs & Shaw.
En cyber-genetisk forstærket anarkist og terrorist Brixton får fingre i et dødbringende biologisk kampmiddel, der kan forandre menneskeheden for altid – og bringer samtidig Shaws søster i fedtefadet.
Stillet over for denne udfordring bliver den loyale ordenshåndhæver Luke Hobbs og den tidligere britiske elitesoldat Deckard Shaw nødt til at bilægge deres interne stridigheder og samarbejde om at få skovlen under den eneste mand, som måske er barskere, end de selv er.
Handlingen i Fast & Furious: ”Hobbs & Shaw” udspiller sig på kryds og tværs over kloden – fra Los Angeles til London, fra den golde og giftige ødemark ved Tjernobyl til den overdådigt frodige skønhed på Samoa.
David Leitch har instrueret, og foran kameraet får Dwayne Johnson og Jason Statham selskab af blandt andre Idris Alba og Vanessa Kirby.
Udover Fast & Furious: ”Hobbs & Shaw” viser Løgstør Bio også i den kommende uge 2019-versionen af Disney-tegnefilmen ”Løvernes Konge”.