Hæderstegn til to gamle gardere
MARIAGERFJORD: Erik Kirkegaard Mikkelsen, Mariager, og Svend Hørsmann, Skørping, har mere til fælles, end at de begge har gjort karriere i himmerlandsk lokalpolitik.
For nylig fik de således begge overrakt garderforeningens 50 års-tegn, da garderforeningen i Mariagerfjord afviklede sin årlige generalforsamling.
I alt var 12 medlemmer mødt frem for at udveksle gamle garderminder m.m.
- Det svarer til cirka en tredjedel af foreningens medlemmer, og det må siges at være et meget flot fremmøde. Især i betragtning af, at otte af medlemmerne i dag bor udenfor Mariagerfjord Kommune, fremhævede den lokale garderformand, Niels Vestergaard.
Regnskabet, som blev fremlagt af kasserer Preben Grøn, udviste et mindre driftsoverskud på godt 3600 kr. og en formue på 18.000 kr.
Til bestyrelsen var der genvalg af Chris Bager og Niels Vestergaard.
Næste år kan Garderforeningen fejre 100 års jubilæum. Det markeres lokalt med en sammenkomst lørdag 13. januar i Marinestuen i Hadsund.