Billede beskrivelse

Gymnasiepiger klar til at spille om DM

For første gang nogensinde er et håndboldhold fra VHG blandt de otte bedste i Danmark

27. november 2019 kl. 10.03

VESTHIMMERLAND: For første gang nogensinde er et pigehold fra Vesthimmerlands Gymnasium & HF klar til finalen om årets DM i gymnasiehåndbold.

I mange år har det været lige ved og næsten, men ved årets kvalifikationsstævne i Hobro Idrætscenter var der ingen tvivl.

Selv uden et par af de faste stamspillere blev det til lutter sejre - afsluttende med en finalesejr over Favrskov Gymnasium fra Hadsten.

Håndboldpigerne fra Hadsten er i forvejen ganske gode kendinge for mange af VHG-pigerne.

Så sent som dagen før DM-kvalifikationsstævnet i gymnasiehåndbold havde flere af pigerne været med til at tabe til Hadsten i ungdomsdivisionsregi, men det lod VHG-holdet sig heldigvis ikke gå på af.

I den indledende runde blev det til en komfortabel fem måls-sejr over Favrskov.

Herefter fulgte sikre sejre over Hjørring, Frederikshavn og Bjerringbro, inden det i finalen atter var Favrskov, VHG-pigerne stod over for.

Langt hen i kampen så det ikke alt for lovende ud.

Helt indtil der manglede fire minutter af kampen, var Favrskov i front med fire mål, men med en formidabel slutspurt lykkedes det at få udlignet inden slutfløjtet.

Dermed var der lagt op til straffekastkonkurrence, og her viste pigerne fra Vesthimmerlands Gymnasium & Hf sig som de suverænt mest træfsikre.

Sidste straffekast behøvede ingen af holdene at kaste, for på dét tidspunkt førte de vesthimmerlandske piger allerede med 3–1, og pladsen blandt de otte bedste gymnasiehold i landet var dermed i hus.

De vordende DM-deltagere kommer primært fra Aars, Farsø, Løgstør og Aalestrup, hvor de har fået deres håndboldopdragelse.

Udover de hold, som VHG-pigerne selv besejrede i Hobro, måtte også Dronninglund, Randers, Paderup og værterne fra Hobro drage slukørede hjem fra stævnet i Hobro Idrætscenter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste