Gundersted Købmandsgård styrker fagligheden
Anne Krog er ny butiksansvarlig
GUNDERSTED: Gundersted Købmandsgaard, som gennem en årrække har været drevet af brugere fra Vesthimmerlands beskyttede værksted, er på mange måder en solstrålehistorie i den lokale detailhandel.
Men samtidig er det altså også sin sag at drive en forretning - både i et pædagogisk og i et forretningsmæssigt øjemed, erkender forstandere for BV Vesthimmerland, Knud Olav Christiansen.
- Siden vi i januar i år overtog driften i Gundersted Købmandsgaard, har vi været udfordret lidt på kunsten i at drive en forretning med så stort et udvalg, som der er i Gundersted, erkender han.
- Dertil har vi haft meget at se til med at servicere de mange borgere, der af Vesthimmerlands kommune er bevilget hjælp til indkøb, og som har valgt os som deres leverandør af dagligvarer.
- Der er ingen tvivl om det har været en stor udfordring for os rent logistisk, men også pædagogisk fagligt. Det har betydet, at vi ofte har måttet gå med både livrem og seler i forhold til vores varelager for at sikre et godt udbud i butikken i Gundersted.
- Vi har indtil videre klaret opgaven på bedste vis, men det betyder ikke, at vi ikke skal udvikle konceptet i Gundersted Købmandsgaard og blive endnu bedre, forklarer Knud Olav Christiansen.
Som et resultat af overvejelserne har BV Vesthimmerland fra medio september valgt at ansætte Anne Krog, der uddannet inden for kolonial og har flere års erfaring i at drive forretning.
- Vi har dermed fået et stærkt team i Gundersted Købmandsgaard på alle fronter, vurderer Knud Olav Christiansen.
Anne Krog glæder sig for sin del til at komme i gang med opgaven.
- Jeg synes opgaven er enormt spændende, og jeg ser frem til at styrke vores i forvejen super gode relation til samarbejdespartneren Min Købmand i Farstrup.
- Kunderne i Gundersted skal vide, at jeg er klar til at hjælpe dem, så har de ønsker til varer, eller skal der bestilles noget specielt hjem, kan de trygt komme til mig.
- Det er vigtigt for mig at slå fast, at vi i Gundersted Købmandsgaard har de samme varer på tilbud, som der er i tilbudsaviserne fra Min Købmand, pointerer hun.
Derudover vil butikken i den kommende tid have særlige smagsprøver klar i butikken hver fredag sammen med et par gode særtilbud. Tilbud, som også vil blive lanceret via butikkens Facebook-side, som kunderne derfor opfordres til at holde øje med.
Også i foreningen bag Gundersted Købmandsgaard er der stor tilfredshed med den nye styrkelse af butikken.
- Vi glæder os til, at Anne Krog bliver vores nye faste kontakt for kunderne i butikken, og vi ser i det hele taget frem til de nye tiltag.
- Vi er sikre på, at de vil medvirke til at udvikle butikken, så vi kan tiltrække endnu flere lokale kunder til vores gode købmandsgaard her i Gundersted, lyder det fra en glad formand, Kjeld Østergaard.