Gudstjeneste i det fri

Hele Rebild provsti var inviteret med til naturskøn gudstjeneste

29. maj 2017 kl. 12.43

GRYDEN: Kirker var lukkede, og gængerne dertil måtte søge mod nye kirkelige græsmarker, da der søndag 28. maj blev afholdt gudstjeneste i det naturlige amfiteater Gryden i Rebild Bakker.

- Det er jo for at fejre Luthers 500-årsdag, siger provst Holger Lyngberg.

Det er i år fem århundreder siden, den tyske præst lagde fundamentet for, hvad der er i dag i Danmark kaldes den evangelisk-lutherske kirke.

- Det her er jo vores forsøg på at tænke: ’hvis Luther i dag skulle nytænke gudstjenesten, hvordan ville den så komme til at se ud?’

- Det er blandt andet derfor, vi har placeret præsterne blandt folk. Der er ingen forskel på dem.

- De fleste kirker er jo bygget i en tid, hvor man mente, der var en reel forskel på præster og menigheden, og det er også derfor, at vi er herude, siger provsten.

Udover siddearrangementet var der flere nye påfund i Gryden. Man blev opfordret til at blive siddende ved bibeloplæsningerne, for folk lå, sad og henslængte sig på tæpper. Derudover var de salmer, der ikke var skrevet af dagens hovedperson, Luther, moderne.

Der var intet kirkekor til sangene, til gengæld spillede bandet Zenobia for.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste