Gratis popcorn og bål Sct. Hans fest hos FDF i Hadsund i børnehøjde
Flere forældre har også givet udtryk for, at det er ærgerligt, at den fine sommertradition er ukendt for deres børn, og at de meget gerne ville give den gamle og festlige tradition med bål og sang videre til deres børn.
- I FDF Hadsund har vi derfor besluttet, at vi vil forsøge at starte en tradition med at afholde Sct. Hans, hvor hensynet til børn er omdrejningspunktet, oplyser Vibeke Samuelsen fra FDF Hadsund, men det betyder absolut ikke, at arrangementet kun er forbeholdt børnefamilier - alle er velkomne, men det specielle er, at bålet tændes tidligt, og at båltalen også kan forstås af børn.
- Da Sct. Hans i år falder på en lørdag, 23. juni, har vi besluttet, at båltalen, der i år holdes af Pia Helt, bliver allerede kl. 17.00, hvorefter bålet tændes, fortsætter Vibeke Samuelsen, og der vil selvfølgelig også blive sunget et par traditionelle danske sommersange herunder Midsommervisen.
Pladsen i dalen ved FDF Hytten på Markedsgade åbner allerede om eftermiddagen, hvor der vil være lege og underholdning specielt for børn. Der er gratis pop corn til alle børn, og der kan købes øl/vand, pølser og kaffe.
- Vi håber, at mange af byens borgere og især børnefamilier har lyst til at deltage i arrangementet - hvis der bliver opbakning til arrangementet, håber vi, at have startet en tradition for byens børnefamilier, slutter Vibeke Samuelsen.