Billede beskrivelse

Godt år for Rold Skov Golfklub

Rold Skov Golfklub kunne i 2018 præstere et overskud på knap 300.000 kr.

26. marts 2019 kl. 14.25

REBILD: 108 medlemmer af Rold Skov Golfklub var mødt frem tilden årlige ordinære generalforsamling, der i år blev afviklet forleden på Comwell Rebild Bakker.

Efter valg af dirigent, der traditionen tro var advokat Jens Rye-Andersen, kunne bestyrelsesformand Henrik Brandt aflægge sin mundtlige beretning i tillæg til den skriftlige beretning.

I beretningen hørte deltagerne om en golfklub i rivende udvikling, resultatet af driften af restaurant Hul 19 var en omsætningsforøgelse på næsten 30% og det er forventningen at endnu flere får kendskab til menuen i Hul 19 og den mulighed at der leveres mad ud af huset.

I forbindelse med forhandlingen om forlængelse af samarbejdet med klubben PRO, træneren i Rold Skov Golfklub, har en helt ny løsning set dagens lys. Det betyder, at klubbens tidligere træner er ansat som golfmanager og klubben overtager driften af proshoppen, der sælger golfudstyr og tøj til alle der kommer forbi.

Denne ændring betyder også at Morten Bartolin er ansat som ny træner og kommer fra en stilling som headcoach i Randers Golfklub.

Tonny Bak er ansat som golfsekretær og skal være med til at binde alle enderne sammen i klubhuset. Samlet set betyder disse ændringer, at der vil være åbent i klubhuset fra kl. 8 til 18 alle hverdage og 8 til 15 alle andre dage.

Overskud på 300.000 kr.

I Rold Skov Golfklub er der i det hele taget fokus på udvikling og styrkelse af klubbens position i det danske golflandskab. Den 1. januar 2019 tiltrådte Jan Lange som chefgreenkeeper og har fået den klare opgave over en 5 årig periode at fastholde Rold Skov Golfklub i toppen af danske golfbaner.

Regnskabet for 2018 udviste et overskud på knap 300.000 kr., og regnskabet blev enstemmigt godkendt af generalforsamlingen.

Efter behandling af regnskab og budget modtog bestyrelsesformand Henrik Brandt genvalg uden modkandidat. Til bestyrelsen blev Jan Madsen Maarup nyvalgt og Allan Laursen genvalgt. Bestyrelsen i Rold Skov Golfklub består foruden af de nyvalgte og formanden af Lisa Kjær og Thomas Riise Pedersen.

Ekstra generalforsamling

Bestyrelsen havde fremsat forslag til ændring af tre elementer i klubbens vedtægter, der alle blev godkendt med mere end 100 af de fremmødte stemmer.

Da der ikke var fremmødt 3/4 af klubben stemmeberettigede medlemmer, skal der inden 14 dage afsende en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling, hvor forslagene skal behandles for at kunne blive endeligt vedtaget hvis 3/4 af de fremmødte til den ekstraordinære generalforsamling stemmer for.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste