Billede beskrivelse

Giv gymnasiet bedre buskørsel

07. december 2017 kl. 14.57

Giv os flere busser og bedre busruter til og fra Mariagerfjord Gymnasium.

Sådan opfordrer tre elever fra skolens busudvalg.

"Hvis den offentlige transport til og fra gymnasierne bliver forbedret, så vil uddannelsesinstitutionerne automatisk bliver mere attraktive.

Vi undrer os derfor over, at der ikke er bedre busforbindelser i Mariagerfjord Kommune, da de studerende jo er trafikselskabernes primære indtægtskilde".

Det skriver de tre elever - Asger Nørgaard Hansen, 3.vhf, Astrid Rix Raabjerg Svendsen 3.c og Anne-Cecilie Lindhard Gade, 3.c - på vegne af elevrådet.

Skrivelsen, som er sendt til byrådet, lyder i sin helhed sådan:

"Den offentlige transport i kommunen til og fra uddannelsesinstitutionerne kunne godt være bedre.

Vi er en del på Mariagerfjord Gymnasium, som faktisk er præget af den offentlige transport i hverdagen, hvis man har en fuld skoledag eller blot har sent fri.

De elever, der bor i udkanten af kommunen, er især præget af bustiderne, eksempelvis eleverne der bor i Øster Hurup.

De fleste af disse elever har været nødt til at købe deres egen bil for at få hverdagen til at hænge sammen.

Derudover skal elever, der bor i Haverslev, vente på deres bus i en time for at kunne komme hjem.

En busrute, som stort set altid er fyldt med gymnasieelever, er rute 234, som netop går igennem Mariager, Assens og ender i Hadsund.

I de byer bor en stor procentdel af gymnasieeleverne. Bussen fra og til gymnasiet er ofte fyldt, og samtidig er det også den eneste bus, som ikke har et stoppested inden omkring gymnasiet.

I vores øjne giver dette ikke nogen mening, eftersom bussen ofte er fyldt med gymnasieelever, og den ville ikke miste stoppesteder på vejen ved at køre inden omkring skolerne.

Specielt hos denne busrute mangler vi også en del afgange.

Som gymnasieelev på Mariagerfjord Gymnasium, er det ikke muligt at komme med bussen, hvis man skal møde til 3. modul, og man er derfor nødt til at tage bussen to timer før, man skal møde.

Derudover går der kun to afgange henholdsvis lørdag og søndag, hvilket er om formiddagen.

Det gør det problematisk at komme til og fra gymnasiet, hvis der er arrangementer i weekenderne, eller hvis man blot skal med toget fra Hobro Station.

Til sidst mangler der også overensstemmelse mellem busserne og togene fra Hobro Station.

Ofte går togene to minutter før, busserne ankommer til stationen.

Flere unge, der bor på den sydlige del af fjorden - herunder Mariager og Assens - vælger faktisk at tage deres gymnasiale uddannelse i Randers på grund af bedre og mere direkte busforbindelser.

Vi tror på, at hvis politikerne i Mariagerfjord Kommune har et ønske om, at kommunen skal være mere attraktiv for unge mennesker og tilflyttende børnefamilier, så skal uddannelsesinstitutionerne også være nemmere at komme til og fra.

Hvis den offentlige transport til og fra gymnasierne bliver forbedret, så vil uddannelsesinstitutionerne automatisk bliver mere attraktive.

Vi undrer os derfor over, at der ikke er bedre busforbindelser i Mariagerfjord Kommune, da de studerende jo er trafikselskabernes primære indtægtskilde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste