Gentagne indbrud i lille landsby: Politiet søger vidner
Den seneste tid har den lille landsby Ertebølle i Vesthimmerland været plaget af en række indbrud. I weekenden har der igen været en eller flere tyve på spil, oplyser Nordjyllands Politi i Himmerland. Fra torsdag til fredag kunne politiet tælle hele fire indbrud i garage og udhuse.
Langt størstedelen af de stjålne genstande er værktøj. På listen over stjålne ting er der blandt andet en trillebør, flækøkse, boremaskine, stige, rundsav, skruemaskine og værktøjssæt.
På nuværende tidspunkt har politiet ikke meget at gå efter, da de hverken har set eller hørt noget og efterlyser derfor vidner, der kan lede dem på sporet af tyvene.
- Hvis nogen har set noget, vil vi rigtig gerne høre fra dem og tale med dem, siger vagthavende Mikkel Brygmann.