Gardiner har man da lov at ha’
Botex er væk, men det er gardinerne ikke hos Dorte Christiansen og Bolig Trend i Adelgade 26
Gennem 31 år lærte hobroenserne Adelgade 26 at kende som Botex Gardiner drevet af Arne og Susanne Nielsen.
Så blev butikken solgt, og i maj 2017 kom søstrene Lis Bilde og Dorte Christiansen på banen med Bolig Trend.
Stadig med gardiner på hylderne. Men også en del andre varer som brugskunst, krydderier, lamper, lagener, puder, håndklæder, tasker og plaider.
- Vi ville gerne være fri af Botex kæden med de forpligtelser, det medfører.
- Snart fandt vi sammen med syv andre butikker, der på lignende vis ville være sig selv, og vi indgik så et samarbejde om varebytning inden for de varer, vi har til fælles.
- Hvis man bor på Sjælland, er det praktisk ikke at skulle tilbage til Hobro for at bytte noget sengetøj, forklarer Dorte Christiansen, der har boet og arbejdet i Hobro i rigtig mange år.
Hun og søsteren ejer hver en halvpart i Bolig Trend i Hobro.
Lis Bilde koncentrerer sig om at drive Gardin Lis i Randers, hvorfor Dorte Christiansen står med det daglige ansvar på Adelgade 26.
- Det er snart mange år siden, vi to søstre første gang talte om at købe noget sammen, men da havde jeg ikke mod på at være med.
- Så ringede min søster og gjorde opmærksom på, at Botex var til salg.
- Og hvis det skulle være, så måtte tiden være inde, for børnene var flyttet hjemme fra, og jeg var jo fyldt 55 år, ræsonnerede Dorte Christiansen.
Så efter et langt og arbejdsomt afsæt med brancheerfaring fra skobutikken, hvor hun blev udlært, nogle år i Bæchs Konditori, 20 år i hjemmeplejen, fem år på et demensafsnit, otte år på fabrik såvel i kontor som produktion, to og et halvt år i informationen på Hobro Sygehus og seneste fire år på Bramslevgård Herrepension følte hun sig godt rustet til at stå på egne butiksben.
- Men det har godt nok slået mig, hvor omkostningskrævende det hele vejen rundt er at skulle drive forretning, bekender hun.
På gardinfronten arbejder Arne Beck Nielsen som gardinmand - som montør ude hos kunderne.
I butikken kan man på et vindue teste gardiner i vekslende farver og belysning og forestille sig, hvordan det tager sig ud derhjemme.
Via en tablet er det tilmed muligt at fjernstyre gardinet op og ned, så huset ser beboeligt ud, selv om man eventuelt er på ferie, fremhæver Dorte Christiansen.
Så gardinerne slipper åbenbart aldrig sit tag i Adelgade 26.
- Nej, det er dem, vi skal leve af. Og når de først er inde i butikken, så opdager kunderne, så ser kunderne, at vi også har andre ting som brugskunst og gode danskproducerede kvalitetsvarer her i butikken.
- Konkurrencen for butikker af vores type er hård nu om dage.
- Længere nede ad gaden sælger de også brugskunst. Men også tøj for at trække kunderne ind, siger Dorte Christiansen.