Gammel garder fik hæderstegn
SKØRPING: Det er efterhånden nogle år siden, Claudius Svanholm, Buderupholmvej i Skørping, optrådte i kongens klæ’r, men den tidligere garder mindes stadig med glæde sin tid i livgarden.
I 65 år har han nu været medlem af Garderforeningen for Hadsund og Omegn, og for den store vedholdenhed fik han forleden overrakt garderforeningens hæderstegn af kassereren i foreningen i Hadsund, Preben Grøn.
Overrækkelsen skete i overværelse af en beboer fra nabolaget samt formand for garderforeningen i Hadsund, Niels Vestergaard.
Det er blot anden gang, Garderforeningen for Hadsund og Omegn, uddeler et 65 års-hæderstegn.
Første gang var det til en af Claudius’ tidligere medarbejdere, nu afdøde Kaj Nellemann Nielsen, Bælum.
Garderforeningen i Hadsund har i øvrigt selv 100 års fødselsdag 29. december 2017, men fødselsdagen fejres først 13. januar 2018 i Marineforeningens lokaler i Hadsund.