Fuldt hus i Valsgaard Hallen til succesfulde gymnastikopvisninger

20. marts 2018 kl. 10.21

Over 1000 gymnaster var over to dage på gulvet i Valsgaard Hallen, da Valsgaard Gymnastikforening arrangerede to opvisninger.

Fredag stod den på efterskoleopvisning, hvor 650 elever fra de fire efterskoler Vivild, Brejninggaard, Gudenådalen og Bjergsnæs tilsammen leverede hvert deres imponerende show foruden et forrygende show af 36 gymnaster fra Himmerlands Ynglingehold over for de mange besøgende, der havde valgt at tilbringe en aften i gymnastikkens tegn.

Showet startede sædvanen tro med faneindmarch og en fællessang akkompagneret af klaver. Valsgaard Gymnastikforening betegner aftenen som en succes, hvilket helt sikkert vil gentage sig næste år.

Om lørdagen var det så Valsgaard Gymnastikforenings egne holds tur til at fylde gulvet. Klokken 13 var der fælles indmarch til årets forårsopvisning, hvor vintersæsonens 480 gymnaster sammen med foreningens frivillige instruktører og besøgende sang nationalsangen.

I forlængelse deraf blev der holdt en tale af Kent Gram, næstformand i foreningen, hvor to af foreningens instruktører blev hyldet grundet de hver især havde fået en pris af Mariagerfjords Idrætsråd til Awardshowet aftenen forinden. Videre gik dagen med opvisning fra de 16 lokale og landsdelshold, som alle er en del af gymnastikforeningen rækkende fra mor/far/barn gymnastik og opefter. Arrangørerne betegner ligeledes denne dag som en succes, hvor over 500 betalende gæster nød alle de dygtige gymnasters kunnen på redskaber/gulvet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste