Billede beskrivelse

Fuld damp på Projekt Lærings­lokomotivet

09. juni 2018 kl. 09.26

Mariagerfjord Ungdomsskole laver nyt projekt i Læringslokomotivet, hvor forældre-opbakning skal være med til at gøre de unge uddannelsesparate.

Børn og unge, der gennemgår intensive læringsforløb i regi af Mariagerfjord Ungdomsskole for at blive uddannelsesparate, skal have mulighed for endnu bedre opbakning hjemmefra. Ny indsats i relation til Læringslokomotivet skal klæde forældre på, så de faglige fremskridt kan fastholdes endnu bedre.

Signifikant fremgang i elevernes præstationer i de tre faglige test. Sådan lyder en del af den evaluering fra Epinion af de såkaldte Læringslokomotiver, som er lokale turboforløb for unge, der er i risiko for ikke at blive erklærede uddannelsesparate.

Men de unges faglige fremskridt skal fastholdes - og det kræver opbakning derhjemme. Derfor har Mariagerfjord Ungdomsskole med støtte fra Egmont Fonden og Ungdomsskoleforeningen koblet en såkaldt forældrekupé på det succesfulde Læringslokomotiv, som kører igen til september i Mariagerfjord Ungdomsskole.

- Forældrene giver klart udtryk for gerne at ville støtte op om udviklingen derhjemme. Den nye forældrekupé skal inddrage dem i de læringsmetoder, der bliver brugt på Læringslokomotivet, og på den måde give dem redskaber til, hvordan de kan støtte barnets læring, siger Jens Amtoft fra Mariagerfjord Ungdomsskole.

Med den nye indsats vil forældre blive inddraget i flere møder før, under og efter læringscampen med henblik på at kunne føre læringsmetoderne videre i hjemmet og fastholde den nye læring.

Derudover får forældrene mulighed for at blive en del af et netværk med andre forældre til børn på Læringslokomotivet.

Andelen af elever, der vurderes ikke-uddannelsesparate, er på landsplan stigende.

I skoleåret 16/17 er det ifølge tal fra Undervisningsministeriet hele 28% af eleverne i 8.klasse og 18% af eleverne i 9.klasse, der vurderes ikke-parate til en ungdomsuddannelse.

Egmont Fonden har givet 1,3 millioner til projektet, og direktør Henriette Christiansen håber, at indsatsen kan bidrage til, at flere unge i risiko for ikke at blive erklæret uddannelsesparate på sigt kan få en ungdomsuddannelse:

- Problemet med manglende uddannelsesparathed er stort. Vi er glade for at kunne være med til at afprøve nye metoder, der kan øge uddannelsesparatheden hos unge. Metoder, der både inddrager børn og forældre. Hos Egmont Fonden mener vi nemlig, at det er afgørende, at forældrene støttes i at bakke om deres børns skolegang, siger Henriette Christiansen.

Evalueringen fra Epinion viser også, at de unges sociale- og personlige kompetencer forbedres på Læringslokomotivet, hvilket også gør sig gældende på områder som vedholdenhed, selvindsigt, selvtillid, nysgerrighed og motivation.

Fakta om Læringslokomotivet

• Læringslokomotivet er et intensive læringsforløb - også kaldet turboforløb - som afvikles kommunalt i et forpligtende fællesskab mellem Mariagerfjord Ungdomsskole og folkeskoler i kommunen.

• Det varer 3 uger og er målrettet børn og unge i læringsvanskeligheder. Forløbene bryder med den vante undervisning, i nye rammer - og i alle døgnets 24 timer!

• Læringslokomotivet startede i 2017 og er støttet af Egmont Fonden.

• 20 elever får igen glæde af at komme på Læringslokomotivet i 2018.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste