Torsten Topbjerg på indkøb hos Bog og Ide-indehaver Lisette Fischer Kirstein i Støvring. Privatfoto
Livet her

Frivillige påskønnet med lokale gaver

Støvring eSport var i gavehumør op mod påske - og ser nu frem til genåbning 21. april

07. april 2021 kl. 13:48

En fin buket fra Madam Riis, et familiespil fra den lokale Bog og Ide, samt slik, chips og sodavand fra den lokale Rema 1000-butik.

Med denne lille ”gavepakke” sagde Støvring eSport op til påske en stor tak til de 22 dedikerede og dygtige frivillige af begge køn, som under normale omstændigheder bruger deres fritid i foreningslokalerne i Grangårdscentret.

- Normalt giver vi en lille gave til vores frivillige i forbindelse med højtiderne. I år valgte vi at gøre det op til påske, og helt bevidst valgte vi at handle lokalt.

- Vi er lokalt forankret i Støvring og nyder til hverdag stor støtte fra det lokale erhvervsliv i form af sponsorater mv. Derfor skal vi selvfølgelig også støtte det lokale og derved sige tak for al den støtte som de lokale butikker giver en forening som vores til hverdag, forklarer formand for Støvring eSport, Torsten Topbjerg.

Blomsterne fra Madam Riis i Støvring gjorde efter sigende også stor lykke hos de frivillige i Støvring eSport.  Privatfoto

Ud fra de fotos, der efterfølgende er dukket op, ser det foreløbig ud til, at gaverne er faldet i god jord.

- Der er i hvert fald blevet hygget med andet end eSport hos vores frivillige.

- Der er også et par kærester og hustruer som er blevet glade for en buket fra deres mandlige kæreste eller mand, og vores frivillige af hunkøn har bl. a. fået lidt godt øl til deres mænd.

- Det, hører vi også, at der er blevet sat pris på, noterer Torsten Topbjerg.

Hvis alt går som planlagt i forhold til genåbningen af Danmark, forventer Støvring eSport igen at kunne åbne op for børn og unge under 18 år 21. april.

I alt tæller foreningen over 140 medlemmer, som med forventning ser frem til igen at kunne mødes rent fysisk i klublokalerne i Grangårdscentret.

Hjemme hos familien Sylvest Andreasen blev der i år ikke kun spillet computerspil i påsken. Privatfoto

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu