Friskoleeleverne inviteret i biografen
Mens lærerne holdt Pædagogisk Dag, tog eleverne en tur i biffen i Løgstør
OVERLADE: Personalet på Overlade Friskole holdt forleden Pædagogisk Dag.
Dermed var dagens undervisning overladt i Støtteforeningens hænder med god hjælp fra et par ekstra forældre. Dagens tema var ”Frikvarter”.
Noget, der vakte stor glæde blandt eleverne - især da de fandt ud af, at frikvarteret skulle holdes i Løgstør Bios lækre sal 2 med tilhørende popcorn og sodavand.
Støtteforeningen står for en del arrangementer i Overlade, bl.a. Fællesspisning, Julemarked og Damefrokost. Overskuddet fra disse skal naturligvis bruges på at forsøde hverdagen for ungerne i Overlade Friskole og Børnehus.
Det kan eksempelvis være indkøb af nyt undervisningsmateriale, legetøj til skolegården eller som i dette tilfælde, en tur i bio.
I øvrigt fik Løgstør Bio 5 stjerner fra ungerne, som mener, lærerne gerne snart må ”holde fri” igen ...