Billede beskrivelse

Friluftsgudstjeneste i parken til Visborggård

Pinse - en smag af kærlighed - uhm!

31. maj 2017 kl. 06.00

Hver højtid har sine traditioner og sin smag, som vi forbinder med netop den tid på året. Julen har sine krydderier, der kalder julestemningen frem og vækker juleminder fra tidligere år til live igen. Påsken har sin smag fra lammesteg og påskeæg, som kalder de kristne fortællinger frem i hukommelsen.

Men hvad så med pinsen? Der er ikke noget bestemt, der kendetegner pinsen, hverken når det gælder mad, smag eller bestemte traditioner. Dog er friluftsgudstjenesten efterhånden ved at blive en pinsetradition. Det gælder rundt omkring i hele landet, hvor kirken bevæger sig uden for murerne og ud under åben himmel.

Det er sjette gang, at Als, Øster Hurup, Skelund og Visborg sogne går sammen med beboere og ansatte på Visborggård og fejrer 2. pinsedag i parken. Ved gudstjenesten medvirker de fire sognes præster, kirkesangere og organister.

Men hvad skal sådan en pinse så smage af. Jo, vi vil mene, at den skal have en sød smag af kærlighed. Pinsen er Helligåndens højtid, og Helligånden er netop Guds kærlighed, der forandrer og forvandler og skaber livet på ny.

Helligånd er en kærligheds ånd, der blæser det støvede og døde ud af vore hjerter, så vi i glimt kan mærke, at vi lever og er i stand til at elske.

Pinse smager af kærlighed. Kom selv og smag efter.

Efter gudstjenesten er der kaffebord. Vi håber på klar himmel og solskin, men ved dårligt vejr rykker vi indenfor i parkens orangeri.

Det er gratis at deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste