Friis Wood & Deli har flytteplaner

02. maj 2017 kl. 06.20

Sidste sommer åbnede Ninna og Danny Friis specialbutikken Friis Wood & Deli i Terndrup. Butikken har fået en positiv start, hvor der dog også har været bump på vejen, og ikke alt har været lige nemt. Nu overvejer de at rykke virksomheden til Hadsund - både af pladshensyn og for at få flere strøgkunder.

Friis Wood & Deli, der i dag er beliggende på Hadsundvej i Terndrup - lige overfor Idémøbler - byder på et varieret udvalg i vine, specialiteter, kaffe, cigarer, steakknive, champagnesabler samt smukke skærebrædder og anretningsfade i træ - eller kort sagt gaven til enhver lejlighed. Kunderne er både private og virksomheder.

Det er ægteparret Ninna og Danny Friis, der i starten af juli måned sidste år åbnede butikken - i øvrigt stort set samtidig med at de bød deres søn William velkommen til verden. Derfor var det på alle måder en omvæltning for parret, der havde mødt hinanden som tjenere på restaurant davinci i Hadsund, og som valgte at forfølge en fælles drøm om at åbne en butik.

- Ja, det har været en omvæltning, men absolut positiv, fortæller Danny, der udover at være i butikken også passer et job som vinkonsulent. Han er uddannet sommerlier, hvilket vil sige en tjener med speciale i vin. Derfor har han sans for at finde gode og spændende vine til fornuftige penge.

- Vin udgør en stor del af sortimentet i butikken, og vi har noget på hylderne, som du ikke kan finde i supermarkederne eller andre steder. Det er primært europæiske vine med særlig fokus på Italien. Vi arrangerer også løbende vinsmagninger, men særligt her er vi lidt pressede på pladsen i vores nuværende lokaler.

- Derfor overvejer vi meget at flytte til Hadsund, hvor vi har kig på nogle konkrete lokaler. Det vil også betyde, at vi kan få mere strøgsalg, som vi ikke har så meget af i dag. Det har været én af vores udfordringer, men det skyldes sikkert vores beliggenhed, hvor folk helt konkret skal køre efter at besøge os. Man dumper ikke bare ind, fortæller Danny, der bakkes op af Ninna:

- Vi har altid rigtigt travlt om fredagen, mens de øvrige dage godt kan være lidt stille i butikken. Derfor kunne det være super at flytte til Hadsund, samtidig med, at vi skal have vores webshop op at køre. Her er der også store muligheder for ekspansion.

- Så det arbejder vi på, men endnu er der ikke noget helt konkret på plads, slutter Ninna.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste