Billede beskrivelse

Fremskridt og lokalt engagement udvikler Hærvejen

14. maj 2024 kl. 08.08

REBILD: RebildPorten oplever stort lokalt engagement omkring det tværkommunale projekt "Udvikling af Hærvejen", som i år går ind i nye og spændende faser.

Med Rebild Kommune i en nøglerolle har 2024 budt på betydelige fremskridt, hvor projektet har oplevet en stigende interesse fra både borgere og private initiativtagere.

Senest har der i Rebild været informations- og inspirationsmøde omkring lokal udvikling af Hærvejen ved Museum Rebild. Hærvejens cykelrute i Rebild Kommune blev sat under lup, og mange emner blev vendt: ruteføring, sikkerhed, komfort, underlag, oplevelser, variation, service og faciliteter og meget andet.

Med det stærke lokale fremmøde og inspirerende oplæg fra Mikkel von Seelen fra Udvikling Hærvejen, Jesper Pørksen fra Dansk Cykelturisme, Leif Lyngsø fra Naturstyrelsen Himmerland og Anne Ritman fra LAG Himmerland er vi godt på vej.

- Det lokale engagement er hjørnestenen i projektets succes. Senere i år vil en fælles visuel identitet for Hærvejen blive lanceret, som vil styrke vores branding og markedsføring yderligere, forklarer Allan Brix Nielsen, destinationsudvikler ved RebildPorten.

Denne identitet inkluderer fysiske og digitale elementer såsom wayfinding, skiltning, samt borde og bænke, der alle vil bære Hærvejens særpræg.

Projektet lægger vægt på kvalitet i alle aspekter af ruten, herunder sikkerhed, tilgængelighed og oplevelsesrigdom langs det jyske natur- og kulturlandskab. Gode afmærkninger, fremragende overnatningsmuligheder og lokalt forankrede oplevelser er i fokus. Et eksempel herpå er Heidis Blomsterhave i Torndal, hvor ejeren Heidi Oosterhof planlægger faciliteter specifikt for vandrere og cyklister. 

- Mødet med de vandrende i min have har inspireret mig til at overveje tilbud som et madpakkehus og vaskefaciliteter, siger Heidi Oosterhof.

Blandt de strategiske tiltag i 2024 har der været møder mellem destinationsselskaber med fokus på markedsføring og udvikling af Hærvejen. Rebild Bakker-ruten og den kommende Gravlev Ådal-rute vil på sigt blive certificerede perler eller sløjfer ved Hærvejens cykelrute.

Disse to ruter er gode eksempler på mulighederne og det rige potentiale, der findes for yderligere udvikling af Hærvejen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste