Frederik fik succes som gartner

21-årige Frederik Oppelstrup, som bor på Odamsgård, har flere praktikløb på Hørby Kirkegård

28. juli 2017 kl. 11.57

De afklippede grene suges sirligt op i den store løvsugermaskine.

Bag den lange slange står Frederik Oppelstrup med høreværn på og koncentrerer sig om opgaven.

Hækkene omkring gravstederne står snorlige.

- Her skal se pænt og ordentligt ud, siger Frederik.

Det er vigtigt både for ham, kirkegårdsleder Jens Kristensen og de pårørende, der bruger kirkegården.

Et tæt samarbejde mellem Odamsgård og Hørby Kirkes graver har givet den 21-årige knægt en gedigen succesoplevelse.

Kirkegården har nemlig vist sig at være rigtigt godt sted for Frederik at være i praktik, og han har lært meget under praktikperioderne i de to år, hvor han har taget sin STU uddannelse.

Som STU elev - særligt tilrettelagt uddannelse - har Frederik netop afsluttet sin uddannelse med beviser for gartnerfaget.

Han har lært meget i sin tid sammen med kirkegårdsleder Jens Kristensen og gravermedhjælper Anders Yovan Dreiø.

- Det bedste er, at jeg kan få lov til at gå ude. Jeg kan rigtigt godt lide at lave gartnerarbejde, siger Frederik.

For ham er det en fordel, at kirkegården er overskuelig, og at man kender opgaverne i løbet af året, så der kan planlægges på forhånd.

For Frederik er det vigtigt, at han forlods ved, hvad han skal. Og får tid til at lave opgaverne ordentligt.

Han glæder sig over mange forskellige opgaver på kirkegården og i kirken. Han keder sig aldrig.

Når Frederik Oppelstrup føler sig så godt tilpas i sin praktik, skyldes det også den gode kemi med Jens Kristensen og Anders Yovan Dreiø.

- De er gode til at forklare mig, hvordan tingene skal gøres, og vejlede mig, når jeg har brug for det, anfører Frederik.

Han oplever, at de viser ham tillid og giver ham ansvar - og det ser han som et rigtigt stort skulderklap.

For Frederik har før oplevet nederlag, når han er gået i gang med noget nyt.

Af og til kan der sagtens opstå lidt diskussion en, når tingene skal gøres på en bestemt måde. Og Frederik ikke lige er helt enig.

Men så hjælper det, når han får en forklaring. Hans sværeste udfordring er, at han hurtigt løber træt.

- Derfor skal opgaverne deles op i overskuelige bidder, og arbejdstiden må ikke være for lang. Han arbejder tre dage om ugen.

Kirkegårdsleder Jens Kristensen har været glad for at have en praktikant.

Han vil fremover gerne tage imod flere, der som Frederik har vanskeligheder med at finde en almindelig praktikplads.

Jens Kristensen ser det som en gensidig gevinst.

- Der skal bruges ekstra tid på instruktion og vejledning, og indkøringstiden er længere for Frederik. Der skal også tage hensyn, fordi han nemt bliver træt.

- Men vi går godt i spænd, og det betyder rigtigt meget. Frederik laver et godt stykke arbejde, når han fungerer bedst.

- Men der er også perioder, hvor det er sværere for ham, anfører Jens Kristensen.

Der har været samtaler og møder med Odamsgårds Uddannelsesafdeling undervejs for at vurdere og ti passe Frederiks forløb.

Odamsgård tager sig af unge med psykiske, sociale, adfærdsmæssige og - eller - indlæringsmæssige problemer.

Også unge med hjerneorganiske dysfunktioner som adhd og symptomer inden for autismespektrumforstyrrelser, ocd, tourette, lavt kognitivt niveau får hjælp på Odamsgård.

- Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Odamsgård. Og det går jo ekstra nemt, når man også er naboer, tilføjer Jens Kristensen.

Efter sin STU på Odamsgård vil Frederik Oppelstrup gerne udbygge med en EGU som gartner.

Inden da skal der fyldes lidt mere på. Frederik bor i en lejlighed på Odamsgårds botilbud på Enggårdsvej i Handest.

Først flyttede han ind på Odamsgårds opholdssted, mens han fik undervisning i uddannelsesafdelingen.

At han har udviklet sig rigtigt meget undervejs, kan Frederiks mor, Pernille Oppelstrup, bekræfte.

- Frederik har især været glad for forløbet på kirkegården og har lært rigtigt meget, siger hans mor, Pernille Oppelstrup.

- Han er også glad for uddannelsesafdelingens naturrum, hvor han er god til at tage sig af krybdyrene. Det er mit indtryk, at han er vokset meget med opgaverne.

- Socialt er han blevet mere rummelig, fornemmer moderen og glæder sig over, at Fredrik nu har fået sit STU bevis på Odamsgård.

- Forudgående ligger mange kampe og anstrengelser, så det er en stor sejr, at Frederik er kommet så langt, fremhæver Frederiks mor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste