Formand: Det har ikke været noget kedeligt år
Skørping Idrætscenter holdt forleden generalforsamling
SKØRPING: Sådan startede formandsberetningen fra Julie Mackenhauer, da Skørping Idrætscenter søndag holdte deres årlige generalforsamling. Her blev der set tilbage på et begivenhedsrigt og lettere turbulent år i idrætscenteret, men også set fremad i en optimistisk og positiv ånd.
Det har særligt været driften af cafeteriet, udfordringer med personalehåndtering, og manglende vedligeholdelse, der har været blandt de store udfordringer for Skørping Idrætscenter i det forgange år. Det kunne også læses på regnskabet, der viste et underskud på 361.000 kroner.
Derfor var strategien for 2019 også klar. Her skal fokus være på Skørping Idrætscenter primære målsætning, nemlig at skabe gode rammer for sport og idræt. Derfor ligger der allerede en forpagtningsaftale på cafeteriet gældende fra 1. maj, hvor en ny forpagter er klar til at tage over, samtidig med at det seneste års personaleudfordringer er blevet afsluttet på en fornuftig måde. Samtidig skal der fokus på vedligeholdelse af centeret.
Med andre ord har 2018 været brugt til at løse en række udfordringer, hvilket har kostet på bundlinjen og belastet idrætscenterets økonomi, men således også gjort Skørping Idrætscenter klar til fremtiden i en ny og trimmet udgave. Budgettet for 2019 viser således et akkumuleret overskud på 372.000 kr. Både regnskab for 2018 og budget for 2019 blev enstemmigt godkendt på generalforsamlingen.
Netop på baggrund af, at have taget fat om de konkrete udfordringer og fået dem løst, samt udsigten til et positivt regnskab i 2019, blev generalforsamlingen afviklet i en meget positiv og konstruktiv ånd, hvor der også blev nedsat forskellige udvalg, der blandt andet skulle se på den fremtidige videreudvikling af Skørping Idrætscenter, samt koordinere korpset af de mange frivillige, der er vigtige for både idrætscenteret og de foreninger, der dagligt bruger centeret.
Julie Mackenhauer blev genvalgt som formand for repræsentantskabet, der også kom til at bestå af: Jesper Sørensen, Clas Lau, Lars Hørsman, Kamilla Posselt, Kenneth Posselt, Sten Würts, Ole Faaborg, Lars Busk og Hans Henrik Paulsen.