Forårshilsen fra de små spirer ...
I Bælum er der en lille flok på tre kommunale dagplejere med i alt 12 børn. De har i forårets første og anden måned arbejdet med foråret som tema: "Små spirer".
Forårets komme betyder, at de er mere ude for at mærke vejret, fornemme vind, sol, blå himmel, vintergækker, fuglesang samt humlebiens summen. I sandkassens våde sand har man fundet spirede kastanjer, disse kan blive til træer. Hermed er ideen til "Små spirer" født.
Alle børn har malet på rødlerspotter hjemme hos den enkelte dagplejer. En spændende proces med pensel samt flere forskellige farver på maling, som de selv måtte vælge.
Solsikke, pralbønne, tomatkerne og kastanjespire blev sået, vandet og plantet i de flotte urtepotter i legestuen. Alle børn og dagplejere holder nu øje med de "Små spirer" hjemme i vindueskarmen.