Folkemusik som turist-mål
Endnu en gang blev ni orkestre og et dansegulv rammen om en glad succes
REBILD: Det tog en formiddags buskørsel. Men så var en flok i lilla trøjer også klar til at danse resten af Rebilds folkemusiktræf væk.
I deres ens t-shirts lyste holdet godt op i det store telt på festpladsen i Rebild.
Og der blev kigget godt efter dem i starten af de over 100 deltagere, der startede festen op.
For hvem var de egentlig, gruppen med teksten "hedens folkedansere" trykt på?
- Vi kommer fra Grindsted, og det er sådan en ryste-sammen tur for os. Vi vidste at her var god musik. Og det er gode forhold, fortalte den lilla Knud Johannesen i en dansepause.
Her tegnede alt til at der ville være godt 350 deltagere i træffet lige som sidste år. Måske nok lidt flere, for dejligt sommervejr havde tydeligvis fået folk hurtigere hen til festpladsen end sidste sommer.
For at komme ind i hovedteltet skulle man forbi godt 20 indbydende kager, bagt af Rebild Kvadrillen.
De fik dog lov at stå af langt de fleste indtil kaffetid. Man skulle vel lige danse kalorier af, indnen der var plads til nye, syntes tanken at være.
Turen fra Grindsted ved Billund var begyndt halv ni om formiddagen, for at deltagerne kunne nå op til Rebild i et rimeligt afslappet tempo.
- Vi har hørt meget godt om Rebild Spillemændene, og med andre orkestre på programmet, kunne det ikke gå galt. Og så ville vi også godt se spillemandsmuseet, fremhæver Knud Johannesen.
Det er syvende år i træk at der er folkemusiktræf i Rebild på en lørdag omkring den 1. juli.
Konceptet lader til at have fundet sit leje. med godt 350 deltagere og ni spillemandsorkestre på skift på scenen.
Langt de fleste hår på dansegulvet er dog fortsat hvide, og det er de også i Grindsted, kan man forstå:
- Vi har meget svært ved at lave børne- og ungdomshold. Vi troede at folkedans kunne komme ind i skolen med skolereformen, men det kom det ikke, fortæller Sonja Søgaard, der også bar en af de lilla Grindsted-trøjer.
Selv har hun danset i 35 år, Knud i 30. Og de er ikke til at stoppe.