Billede beskrivelse

Folk fortæller på Boldrup Museum

10. september 2017 kl. 08.26

BOLDRUP: Boldrup Museumsforening inviterer torsdag 14. september til en populær foredragsaften på det lille museum i anledning af udgivelsen af årsskriftet ’Folk Fortæller’.

Gennem 40 år har et medlemskab af Boldrup Museumsforening indbefattet et eksemplar det populære årsskrift. Skriftet er således efterhånden blevet et samlerobjekt, og en del af foreningens ca. 1000 medlemmer har en stort set komplet samling.

Denne aften vil man bl.a. kunne høre tidligere købmand, Henning Saugstrup, Nørager, fortælle om, hvordan han startede sin købmandsforretning i Nørager. Forretningen var dengang en af de største købmandsbutikker i Himmerland.

Erling Boe Christensen, Randers, fortæller om sin barndoms landsbyliv i Thorup, hvor han er født, og hvor både hjælpsomhed og næstekærlighed trivedes side om side med sladder og intolerance.

Irma Mejlby, Rørbæk, fortæller om sin opvækst i Hørby, og om hvordan hun senere blev landhusmor i Rørbæk.

Som altid, når der bliver holdt arrangement på Boldrup Museum, vil der være kaffe og kage, der kan købes for 50 kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste