Billede beskrivelse

Første studenter på Tradium er udklækket

Tre studenter fik mandag deres studenterhuer

26. juni 2019 kl. 10.00

HOBRO: To hhx-studenter og 1 eux-student fik mandag studenterhue på hovedet i Hobro på Tradium Mariagerfjord.

En af dem var Olena Tatarenkova, der var meget stolt over at kunne påføre sig huen. Det har nemlig ikke været nemt at få den, da Olena oprindeligt er fra Ukraine og dermed har måttet kæmpe lidt hårdere på eux-uddannelsen end sine medstuderende.

- Jeg er glad og stolt, fordi mit dansk ikke har været så godt. Men jeg har lært så meget, og nu har jeg fået 10 i dansk på A niveau, det er bare så dejligt, forklarer Olena Tatarenkova.

Og huen skal bruges. Efter sommer skal hun direkte i gang med at læse Finansøkonomi på Dania.

Oliver Højen Pedersen og Patrick Mercado Nielsen blev de første studenter fra Handelsgymnasiet i Hobro, og begge har været meget glad for sammenholdet og de engagerede undervisere på skolen.

- Det er ikke så stort et sted (Tradium Mariagerfjord, red), så det er dejligt afslappet og trygt og så er det unikt, vi også har så godt et forhold til vores lærere, det er ikke bare de andre elever man har det godt med, forklarer Oliver Højen Pedersen.

- Det har været en rigtig god uddannelse. Undervisningen har været meget erhvervsrettet, og vi har lært meget om, hvordan der er at være inden for business verdenen, afslutter Mercado Nielsen.

De nybagte studenter skulle selvfølgelig fejres, og i den anledning havde Olivers forældre medbragt sabel og champagne til formålet. Håbet er at skabe en ny familietradition, og champagneflasken fik da også, på ægte officersmanér, proppen skudt af ved sablens hjælp.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste