Fodgængere i Helberskov føler sig truet af bilisterne

22. maj 2017 kl. 06.00

HELBERSKOV: Det kan ofte være farligt at færdes som gående i Helberskov by, hvor der ikke findes fortove. Fodgængere, cyklister og biler må deles om vejbanen.

På Helberskov Borgerforenings generalforsamling, der havde samlet godt 30 mennesker, blev det under eventuelt påpeget, at bilisterne ofte kører alt for hurtigt gennem landsbyen. Specielt kurven ved Lodsens Gaard blev påpeget som værende et farligt sted.

- Heldigvis var der på generalforsamlingen tre raske kvinder, som vil påtage sig opgaven at få kommunen til at foretage hastighedsregulerende foranstaltninger, siger Birgitte Buus fra foreningens bestyrelse.

Formand for borgerforeningen, Jens Oluf Bohl, oplyste i sin beretning, at Thulstedhus har fået nyt tag. En økonomisk tung opgave, men takket være flere donationer fra forskellige fonde og foreninger lykkedes det.

Det næste store projekt er asfaltering af pladsen foran forsamlingshuset. Parkeringspladsen er meget slidt og hullet efter utallige opgravninger, og det kan være vanskeligt at nå nogenlunde tørskoet ind til forsamlingshuset efter regnvejr, oplyste han i beretningen.

Borgerforeningen er bevilget 25.000 kr. fra Landdistriktsrådets pulje til formålet, så pladsen vil blive ordnet i løbet af sommeren, sagde han.

Han gennemgik også de mange projekter og arrangementer, foreningen har været involveret i i det forløbne år.

Foreningen har en god økonomi, man kom ud af regnskabsåret med et overskud på 30.000 kr. på trods af store udgifter til forbedringer på blandt andet forsamlingshuset.

Der var genvalg til Jens Oluf Bohl, Mona Mikkelsen og Ann Stegger. Nyvalgt blev Mads Lang Pedersen.

- Dejligt med en ung mand i bestyrelsen, idet gennemsnitsalderen er tæt på de 60 for de øvrige bestyrelsesmedlemmer, siger Birgitte Buus.

Dammen bag den tidligere købmandsforretning har flere gange tidligere været på programmet, og var det også denne gang. Den ligger på såkaldt byjord. Det er således ejere af matrikler i Helberskov, der må finde en løsning, blev det konkluderet.

Fra generalforsamlingens side opfordrede man husejerne til at møde op til oldermandsmødet den sidste søndag inden sankt hans kl. 10 i Sandgraven.

- Der er blevet holdt oldermandsmøde på det tidspunkt de seneste 100 år. I år er det 18. juni, oplyser Birgitte Buus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste