Flot start ved Dansk Rideforbunds Elevskolecup
Lørdag 2. december afholdt Sportsrideklubben Mariagerfjord første afdeling af elevskolecup, hvor Rideklubben Hadsund var i gruppe med Sportsrideklubben Mariagerfjord og Bjergby Rideklub.
Alle havde en kold men skøn dag på Ridecentret i Hobro, hvor eleverne blev først præsenteret for den pony/hest, de skulle ride på, så de lige kunne "snakke" lidt med dem og hjælpe med den sidste klargørelse, hvorefter ridningen ellers gik i gang.
Hver rytter havde 15 minutter til at lære hesten lidt at kende og skulle så ind og ride et LD1 eller LC2 dressurprogram foran en rigtig dommer, og der var "lidt" spændende, både at ride en ny hest og et nyt sted, men alle eleverne klarede det rigtig godt, siger Maria Bisgaard fra Rideklubben Hadsund, der sluttede på en flot 2. plads, kun et par point efter vinderen, som blev Mariagerfjord Sportsrideklub, som havde hjemmebanefordel. Bjergby Rideklub tog sig af 3. pladsen.
Det var rigtig sjovt for rytterne at ride som et hold, hvor man jo er afhængig af hinanden. Eleverne var gode til at støtte og heppe på den rytter der var på banen.
Elevskolecuppen er et initiativ fra Dansk Rideforbund, hvor ryttere, der ridder på elevhold på rideskoler rundt i landet får mulighed for at komme ud og starte stævner, uden at have sin egen hest.
De klubber der melder sig til cuppen, skal også udover stille med et hold ryttere, selv være arrangør af et stævne, hvor klubben stiller sine elevheste til rådighed for rytterne fra de andre klubber. - Alle deltagere rider altså alle på de samme heste.
Alle de klubber, der har tilmeldt sig cuppen deles ud i puljer med 3 hold i hver pulje. De 3 klubber arrangerer hver et stævne, hvor de 2 andre klubhold kommer og deltager.
Næste afdeling som Rideklubben Hadsunds pulje skal deltage i bliver 16. december i Bjergby, og klubben slutter 6. januar i Hadsund.
Holdet fra Hadsund bestod 2. december af: Lærke Aakjær Mousten LD1, Emma Aakjær Mousten LD1, Mathilde Larsen LC2 og Emma Thorsen LC2. Alberte Støvring og Mille Larsen var med som reserve, i tilfælde af at en rytter skulle få kolde fødder.
Palle fra Sportigan havde sponsoreret nogle flotte T-shirts, så alle kunne se at rytterne var på samme hold.